Dine overarme siger noget om din politiske kampvilje

Størrelsen på en mands overarm viser, hvor meget han vil kæmpe for sin egeninteresse, viser en dansk forsker i en undersøgelse.

'Politikere lægger arm' i forhandlinger, lyder en talemåde, som måske passer.

Størrelsen på en mands overarm fortæller nemlig, hvor meget han vil kæmpe for sin egeninteressse.

Det viser en undersøgelse, hvor næsten 800 danske mænd og kvinder er blevet spurgt til deres økonomiske interesse - altså om de er rige eller fattige - og om deres holdning til omfordeling i et samfund.

Og så målte forskerne, hvor stor deres overarme var i spændt tilstand.

- Jo stærkere man er, jo mere afspejler ens holdning, hvad der er godt for ens pengepung, siger lektor i psykologi, Michael Bang Petersen, som har været ude med spørgeskema og målebånd.

'Jeg banker dig'

Sammenhængen mellem biceps og beslutningskraft skyldes en grundlæggende psykologisk mekanisme, hvor mænd kæmper, hvis de tror, de kan vinde.

For tusinder af år siden, da mennesket levede i små grupper på den østafrikanske slette, kæmpede mænd ansigt til ansigt om mad.

Dem, der havde mad, ville ikke dele. Dem, der ikke havde mad, synes det var mest fornuftigt, at maden gik til alle.

Men uanset hvem der mente hvad, var det den stærkeste, der fik ret. Hvis en stærk mand sad med en stor portion mad, tævede han dem, der nærmede sig. Hvis en slap mand sad med en portion mad, fik han tæsk, hvis han ikke delte.

Moderne politik og ur-mennesker

Forskningen viser altså, at rige kæmper mod omfordeling, og stærke rige kæmper ekstra meget. Det samme for fattige; de stærke fattige kæmper hårdere for omfordeling end de slappe fattige.

- Vores hjerne har ikke nået at ændre sig i forhold til de nye udfordringer, vi står overfor i dag. Biologisk evolution går langsomt, siger Michael Bang Petersen.

Undersøgelsen er også lavet i Argentina og USA, som begge er samfund med en anden kultur for omfordeling end Danmark - men resultatet var det samme.

Forskerne fandt ingen sammenhæng mellem kvinders overarme og deres kampvilje.

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Nyheder med dig

    Du er nu tilmeldt følgende nyhedsbrev(e):

    Vis alle nyhedsbreve
    Vis alle nyhedsbreve
    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: