Muslimer aflyser julehygge i boligforening

Beboerne i en boligforening i Kokkedal i Nordsjælland må kigge langt efter juletræ med lys i år. Et muslimsk flertal i bestyrelsen har afvist at betale udgiften

Beboerne i boligområdet Egedalsvænge i den nordsjællandske by Kokkedal får intet juletræ med lys i år. Et lille muslimsk flertal i afdelingsbestyrelsen har afvist at bruge penge på juletræet få dage efter en stor Eid-fest. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

I årtier har det været en tradition at have et juletræ med lys midt i bebyggelsen i hele december måned. Men nu har et flertal i afdelingsbestyrelsen afvist at bruge de cirka 5.000-7.000 kroner, som juletræet og en juletræstænding koster.

Brugte 60.000 kr. på Eid fest

Beslutningen har vakt opsigt, fordi den blev taget tre dage efter en stor Eid-fest i Egedalsvænge. Hoppeborge, elastikspring og en klatrevæg sørgede for at gøre den muslimske højtid festlig for børn og voksne, og dét arrangement havde afdelingsbestyrelsen i enighed valgt at støtte med 60.000 kroner.

Selv om det lille flertal i afdelingsbestyrelsen er valgt på demokratisk vis på generalforsamlingen i september, skaber forløbet undren. Det er et tegn på manglende tolerance og rummelighed fra det nye flertal i afdelingens bestyrelse, lyder det fra Egedalsvænge, hvor mange ikke ønsker at udtale sig.

Beboere kæmper for juletræ med lys

I Egedalsvænge har en gruppe beboere besluttet sig for at kæmpe for juletræet. Ikke ved at skabe konfrontationer, men ved i al stilfærdighed at ringe på alle døre i boligområdet og lave en indsamling til fordel for juletræet.

Det er ikke lykkedes Frederiksborg Amts Avis at få kontakt til de bestyrelsesmedlemmer, der stemte imod juletræet i Egedalsvænge.

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Nyheder med dig

    Du er nu tilmeldt følgende nyhedsbrev(e):

    Vis alle nyhedsbreve
    Vis alle nyhedsbreve
    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: