Gangnam Style, husmorerotik eller... Hvad er årets trend?

Se vores ti bud på, hvad der er årets trend - og se med, når resultatet af læsernes afstemning offentliggøres 2. juledag på DR1.

Gangnam Style nåede i november op over 850 millioner visninger på Youtube og blev dermed kanalens mest sete nogensinde. Foto: YouTube

Nye tendenser og trends fik tag i os i løbet af 2012, og der var ting vi pludselig talte meget om. Men hvad er det egentlig, vi vil tænke tilbage på, når vi sidenhen siger 2012?

Matador

Umiddelbart er der med Matador ikke tale om nogen ny trend. Men at serien ved sin 7. visning på dansk fjernsyn skulle få mere end 1 million seere lørdag efter lørdag, kom bag på de fleste. Også på TV2, der måtte flytte det ellers populære talentshow Voice en time væk fra den hårde konkurrent.

Bagedyst, stenalderkur og rygelov

DR1 fik også tag i seerne med Nanna og Christian og Christian, amatørbagerne fra Den Store Bagedyst. Måske var programmet for mange en dejlig syndig svælgen, mens de prøvede kræfter med tidens nyeste slankedille - Stenalderkuren. Ingen smørholdige kager dér - men masser af kød, bær og nødder.

Cigaretter var det nemlig ikke længere så nemt at synde med. I 2012 fik rygeloven nok et nøk i den restriktive retning. Nu skulle lærere og pædagoger helt uden for matriklen, hvis de havde hang til røg.

Gangnam og dancehall

Til gengæld var der nok at slå sig løs med på dansegulvet. Hele verden gik amok i Gangnam Style anført af Psy fra Sydkorea. Ja, selv FN’s generalsekretær Bang-Ki Moon hoppede med på løjerne. Sidst på året måtte det store teenageidol Justin Bieber således se sig slået af Youtube-tronen af Gangnam Style videoen, der blev den mest sete nogensinde.

Herhjemme var det i 2012, at jamaicarytmerne for alvor fik tag i danskerne. Den særlige form for reggae – dancehall - blev så populær på dansk med hits som Faxe Kondi og Nede med koldskål, at nogen begyndte at tale om en regulær "Dansk-hall-bølge".

Husmorerotik og wordfeud

Bølgerne skyllede også gennem soveværelserne verden over stærkt hjulpet på vej af Fifty Shades of Grey-trilogien. Serien af den britiske forfatter E. L. James havde særligt greb i kvinder, men ikke så meget i anmelderne, der døbte den særlige form for erotisk litteratur ”husmorerotik”. Hungrende husmødre er der i så fald mange af, for serien havde ved årets udgang solgt mere end 60 millioner eksemplarer verden over.

Måske var Fifty Shades en reaktion på, at alt for mange havde brugt timevis på at bryde hjernen med det scrabblelignende spil Wordfeud. App’en, der i 2012 kom med dansk retskrivning, er downloadet af millioner verden over.

Fucking Flink og solceller

På facebook blev 2012 året, hvor det blev moderne at være flink - Fucking Flink blev siden, som havde til formål at gøre verdens lykkeligste folk mere flinkt ved at lade folk dele deres gode råd og eksempler.

Om det var decideret flinkt af regeringen at ændre loven om solceller, er der nok delte meninger om. Faktum er, at salget af solcelleanlæg eksploderede henover en weekend i november, hvor det blev klart, at loven ville blive ændret.

Stem på årets trend, årets nyhedsordårets begivenhed og se Året DR gik 2012 på DR1 2. juledag kl. 20. Du kan også fortælle, hvilken begivenhed, der har gjort størst indtryk på dig i 2012.

  • Print
  • Del artiklen: