Svinestreg, akutjob, Dovne Robert... Hvad er årets nyhedsord?

Vi så masser af nye ord i den nye retskrivningsordbog, men hvilket ord har for alvor præget nyhederne? Se vores bud på årets nyhedsord.

- Det er en svinestreg. Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen gav ordet ny mening, da hun rasede mod regeringens skatteaftale med V og K.

Bællevin, tapas, kinky og familietamtam. Masser af nye ord fandt vej til den nye udgave af Retskrivningsordbogen, der udkom i efteråret 2012.

Men der er også en masse ord og vendinger, vi brugte flittigt i 2012, som endnu ikke er officielle danske ord. Men hvilket et vil vi særligt huske fra 2012?

Akutjobs

Googler man ordet akutjobs, finder søgemaskinen 700.000 poster i løbet af få sekunder.

Akutjobs hentyder til de job, regeringen har øremærket til de mange tusinde danskere, der risikerer at ryge ud af dagpengesystemet fra 1. januar og over i en uvis tilværelse med eller uden ret til kontanthjælp.

Svinestreg

De mange danskere på overførselsindkomst blev til gengæld ifølge Enhedslisten snydt, da regeringen valgte at lave et skatteforlig med V og K - og dermed smed Enhedslisten på porten.

En rasende Johanne Schmidt-Nielsen kaldte aftalen for en svinestreg over for de mange på overførselsindkomster og krævede pengene tilbage krone for krone, før partiet igen ville agere støtteparti.

Dovne Robert

En, der ikke virkede synderligt påvirket af et liv på kontanthjælp, var Robert, der valgte at stå frem på tv og fortælle, at han ikke gad tage et hvilket som helst job. Han havde levet på offentlig forsørgelse i 11 år - uden at være blevet sendt i beskæftigelse. Det gav ham hurtigt tilnavnet Dovne Robert.

Robotstøvsuger

Robotter er ikke dovne. Og der var nok heller ikke nogen, der beskyldte hjemmehjælperne for at være dovne. Men Ankestyrelsen afgjorde, at støvsugning hos de ældre blev fint nok varetaget af robotstøvsugere.

Gældskrise

For krisen kradser, og så skal der spares. Det skal der også i Grækenland, der er kastet ud i en gældskrise, der truer med at få landet til at gå bankerot. Også Spanien og flere andre af de sydeuropæiske lande gjorde, at ordet gældskrise er en sikker kandidat til næste retskrivningsordbog.

CIBOR-rente

Det er det mundrette ord CIBOR-rente (som udtales kajbor) næppe. Ikke desto mindre har vi i 2012 stiftet bekendtskab med den rente, Nationalbanken mener, at banker og realkreditinstitutter har sat for højt - hvilket betyder, at især landmænd og andelsboligejere er blevet snydt.

Betalingsring

Københavnere og storkøbenhavnere blev til gengæld snydt for den betalingsring, S og SF havde lovet dem i valgkampen. Opbakningen blev aldrig stor nok og i februar valgte regeringen at kaste håndklædet i ringen.

Fedt- og sukkerafgift

Samme sted røg et forslag om at udbrede den omdiskuterede sukkerafgift, så også asier, rødbeder og ketchup ville blive dyrere. Da man var i gang, besluttede man at droppe den mindst lige så omdiskuterede fedtafgift, så chokolade og hakket oksekød nu vil blive billigere.

Faktatjek

Men bliver de nu også så billige, som afgiftsnedsættelsen retfærdiggør? Måske DRs Detektor sender et faktatjek i den retning i 2013...

Hvad vil du huske fra 2012? Del din mening og gå ind og stem på Årets Begivenhed og Årets Trend.

  • Print
  • Del artiklen: