Danske mænds forplantningsevne er i krise

Den dårlige sædkvalitet hos mange danske mænd har afgørende betydning for aldring og livslængde.

En konference på Rigshospitalet satte for nylig spot på danskernes nedsatte forplantningsevne. Og her pegede en række nye forskningsresultater på, at den mandlige fertilitet er i krise, skriver Kristeligt Dagblad.

Dels har mindre end hver fjerde danske mand en optimal sædkvalitet, og et stort mindretal har en sædkvalitet, der er så dårlig, at de vil have svært ved at gøre en kvinde gravid.

Mindre testosteron

Men ny forskning viser også, at danske mænds niveau af det mandlige kønshormon testosteron er faldet, så danske mænd i dag har et lavere niveau af mandligt kønshormon end deres bedstefædre.

Det fortæller p. hd og forskningsleder ved Rigshospitalets Klinik for vækst og reproduktion, Anna-Maria Andersson.

Hun understreger, at der tale om et gennemsnit og ikke noget, den enkelte mand kan mærke. Men når man ser en effekt på en hel population, er det noget, der påvirker os alle sammen.

- Man kan godt have normal testosteron, når man er infertil, men ufrugtbare mænd som gruppe har generelt lavere værdier af kønshormon end frugtbare mænd, siger Anna-Maria Andersson.

Kender ikke årsagen

Årsagen til faldet er foreløbig uvis. Forskerne kan ikke sige, om det hænger sammen med forhold for drengefostre under graviditeten eller påvirkning i løbet af deres opvækst. En øget forekomst af fedme og sukkersyge kan også spille ind.

Testosteron spiller en stor rolle for drenge og mænds udvikling, for deres muskelmasse, fedtforbrænding, humør og seksualitet. Men også for aldring og livslængde.

Det samme gælder øjensynligt sædkvaliteten, fortæller Tina Kold Jensen, professor ved Syddansk Universitet og Klinik for Vækst og Reproduktion på Rigshospitalet.

Hun har koblet sædprøver fra 43.000 danske mænd fra 1965 til i dag med dødsårsagsregistret. Svaret var klart:

- Jo dårligere sædkvalitet, jo højere dødelighed. Og de døde ikke af bestemte livsstilssygdomme, men af det samme som alle andre. Generelt levede mænd med dårlig sædkvalitet bare ikke lige så længe, siger Tina Kold Jensen til Kristeligt Dagblad.

/ritzau/

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Nyheder med dig

    Du er nu tilmeldt følgende nyhedsbrev(e):

    Vis alle nyhedsbreve
    Vis alle nyhedsbreve
    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: