Flere forældre sender deres børn på kostskole

Flere forældre sender deres børn på kostskole. Sådan lyder det fra to af Danmarks kostskoler, der må sige nej til ansøgere.

Flere kostskoler melder om et stigende antal ansøgere, og det betyder, at ventelisterne kan være lange, hvis man som forælder ønsker at melde sit barn ind på en af landets kostskoler.

- Vi siger nej til rigtig mange, og det bliver flere og flere - alene fordi vi ikke har plads, siger skoleleder for Stenhus Kostskole, Knud Madsen, der fortæller, at skolen har omkring 20 procent flere elever i dag end for fire år siden.

En tendens i tiden

Også Danmarks ældste, dyreste og måske mest myte-omspundne skole, Herlufsholm Kostskole, der ligger lidt uden for Næstved, får flere ansøgninger i dag. For tyve år siden gik omkring 200 elever på skolen. For otte år siden lå tallet på omkring 450 elever, og i dag er elevtallet over 600.

- Tiden er med os, for der er en tendens i befolkningen til, at man gerne må have faste rammer omkring ens børns hverdag i skolen, fortæller rektor på skolen, Klaus Eusebius Jakobsen og tilføjer:

- Vi er nået dertil, hvor vi ikke vil være meget større, for vi skal også fastholde intimiteten og det personlige fokus på den enkelte elev.

Færre, men succesfulde børn

Knud Madsen på Stenhus Kostskole oplever også, at det er på grund af høje forventninger til opdragelse og uddannelse, at forældrene vælger en kostskole til deres børn.

- Der er en tendens til, at folk får lidt færre børn, og at de børn man får, skal have succes. Og det pres gør sig også gældende i forhold til at søge på kostskole og på den måde få nogen til at løfte opgaven, siger skoleleder på Stenhus Kostskole, Knud Madsen.

Efterskolernes succes smitter af

Han peger også på, at efterskolernes succes har smittet af på kostskolerne.

- Det har været det allerstærkeste træk, at mange har haft gode erfaringer med at flytte hjemmefra i en tidligere alder ved at tage på efterskole, siger Knud Madsen.

For otte år siden satte DR Dokumentar fokus på Herlufsholm Kostskole i en række dokumentar-programmer. Og netop de udsendelser havde også betydning for ansøgerantallet, fortæller Klaus Eusebius Jakobsen.

- Af vores førstegangskostskoleelever refererer mange til, at de har set udsendelserne, siger han.

Almindelige danskere

Og af dem er det ikke kun forældre, der tjener mange penge, siger han og fortæller, at skolen har en fond, der kan finansiere både kvarte, halve og hele fripladser til elever, hvis forældre ikke selv kan betale for skolegangen på kostskolen.

- Og her er det fuldstændig almindelige danskere, hvis økonomi ikke er specielt prangende, siger Klaus Eusebius Jakobsen og forklarer, at netop denne type ansøgninger er steget de seneste år.

Torsdag aften sender DR1 første del af dokumentaren "Herlufsholm - otte år efter", der følger op på en nu otte år gammel serie. Se den på DR1 klokken 20.30.

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Nyheder med dig

    Du er nu tilmeldt følgende nyhedsbrev(e):

    Vis alle nyhedsbreve
    Vis alle nyhedsbreve
    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: