Forslag: Busser skal køre 100 på motorvejene

Kristian Pihl Lorentzen vil have hastighedsgrænsen for busserne sat op til 100 kilometer i timen på motorvejene i 2013.

Hjulene på bussen drejer rundt, rundt, rundt - og det mener Venstres trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen, at de skal gøre endnu hurtigere end i dag. Han vil have hastighedsgrænsen for busserne sat op til 100 kilometer i timen på motorvejene.

Og det kommer til at ske allerede i midten af 2013, siger Kristian Pihl Lorentzen til P4 Sjælland. Han tror på et lovforslag efter nytår:

- Danmark er efterhånden det eneste land i Europa, hvor busserne ikke må køre 100 kilometer i timen på motorvejene. Med det forslag der kommer nu, vil busserne ikke bare kunne køre hurtigere, det vil også give et bedre flow i trafikken, og dermed vil det også højne trafiksikkerheden.

Jo større hastighed - jo alvorligere ulykker

Det er trafikforsker ved Aalborg Universitet, Harry Lahrmann, nu ikke helt så sikker på:

- Vi ved jo, at når hastighederne stiger, så stiger antallet af ulykker også, og de bliver alvorligere. Så det vil jo give flere dræbte og kvæstede alt andet lige, siger han til P4 Sjælland.

Og det vil heller ikke give et bedre flow i trafikken, mener han:

- Det andet er, at så vil der være tre forskellige hastigheder på motorvejene. En for personbiler, en for lastbiler og en for busser. Og det betyder jo, at busserne vil lægge sig ud i overhalingsbanen for at overhale lastbiler, men dermed bremse for personbilerne, der må køre endnu hurtigere. Så det vil give en dårligere afvikling af trafikken, siger Harry Lahrmann.

Albanerne må også kun køre 80 i busserne

Men de radikale bakker også op om idéen. Rasmus Helveg Petersen siger:

- Hvis det kan lade sig gøre i alle andre europæiske lande, så burde det jo også kunne lade sig gøre i Danmark. Men før vi fremsætter et lovforslag, så vil vi lige undersøge sagen helt til bunds og se, hvad der kunne være af udfordringer og problemer i det, så vi ikke forhaster os ud i noget.

Danmark er det eneste land i Europa, udover Albanien, hvor busserne kun må køre 80 kilometer i timen på motorvejene.

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Nyheder med dig

    Du er nu tilmeldt følgende nyhedsbrev(e):

    Vis alle nyhedsbreve
    Vis alle nyhedsbreve
    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: