Sjælden sælunge fundet på Vestkysten

En unge af Danmarks største vilde dyr er fundet nær Bulbjerg øst for Hanstholm. Højst usædvanligt, siger en ekspert.

En få uger gammel unge af gråsæl blev nytårsdag set og fotograferet på stranden nær Bulbjerg øst for Hanstholm.

Babysælen er omkring 70 centimeter lang, men vil vokse op til at blive Danmarks største rovdyr.

Fire uger gammel

Det er første gang i nyere tid, at der er fundet en unge af gråsæl på den jyske vestkyst nord for Vadehavet.

Den var i god foderstand og omkring fire uger gammel. Det kan sæleksperten Lasse Fast Jensen fra Fiskeri- og Søfartsmuseet konstatere ud fra de billeder, der er taget af sælungen:

- Det er højst usædvanligt, at der findes så små unger af gråsæl ved den jyske vestkyst, siger han.

Større end kronhjort

Gråsælen er næsten dobbelt så stor som den mere almindelige spættet sæl. En voksen han kan veje op til 300 kilo og er dermed Danmarks største pattedyr, større end kronhjorten.

Gråsælen er under indvandring til Danmark, både fra øst og vest. Ved den jyske vestkyst er der de senere år fundet enkelte unger i Vadehavet, men det er tvivlsomt om de er født i Danmark, og det gælder også ungen ved Bulbjerg.

Gråsælen dier kun i små tre uger, og efter afvænningen kan selv små unger svømme lange strækninger fra ynglekolonierne.

Flere gråsæler på vej

- Men fundet af ungen ved Bulbjerg er et godt udtryk for, at bestanden af gråsæler er i kraftig fremgang, siger museumsinspektør Lasse Fast Jensen fra Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg.

- De blev helt udryddet herhjemme for 100 år siden, og er først fornylig vendt tilbage. Men det er en art, vi kommer til at se meget mere til i de kommende år, siger han.

 

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Nyheder med dig

    Du er nu tilmeldt følgende nyhedsbrev(e):

    Vis alle nyhedsbreve
    Vis alle nyhedsbreve
    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: