Ransagede medarbejders mobil - blev fyret for mobbe-sms'er

Det kan koste dig jobbet, hvis din arbejdsgiver finder på at ransage dine telefonbesker.

Det kan koste dig jobbet, hvis din arbejdsgiver finder på at ransage dine telefonbesker.© Colourbox

Pas på, hvad du skriver i dine sms'er på arbejdsmobilen. Det kan koste dig jobbet, hvis din arbejdsgiver finder på at ransage dine beskeder. 

Det er læren af en afskedigelsessag, der har rystet flere fagforbund. I efteråret besluttede ledelsen i det kommunale selskab Aarhus Havn i al hemmelighed at ransage en kranførers arbejdsmobil.

En gennemgang af sms'er afslørede ifølge ledelsen mobning af kollegaer, som påtog sig overarbejde.

Det førte til, at han og to andre kranførere blev bortvist før jul, og de har siden accepteret en frivillig aftrædelsesordning. Det skriver Politiken

Kritik fra flere sider

Men ransagningen bliver mødt med massiv kritik fra juridiske eksperter og fagforeninger, og samtidig har de tre tidligere og 25 nuværende kranførere meldt havnens ledelse til politiet.

Det gælder også formanden for bestyrelsen, Aarhus' borgmester, Jacob Bundsgaard (S). 

- Det er i strid med straffelovens bestemmelser, at ledelsen på denne måde tiltvinger sig adgang til en medarbejders mobiltelefon, som ifølge aftalen også kan bruges ubegrænset privat, siger Bjarne Overmark, advokat for kranførerne til Politiken. 

Nina Wedsted, advokat i firmaet Labora Legal, der er en af landets førende eksperter i ansættelsesret, mener, at "kommunen har bevæget sig ud på meget tynd is": 

- Når vi taler brevhemmeligheden, er vi altså inde at pille ved de rigtigt tunge og grundlovssikrede rettigheder, siger hun til Politiken. 

Djøf: 8-10 sager om året

Efter moden overvejelse har Østjyllands Politi nu besluttet at gå ind i sagen, oplyser advokaturchef Morten Holm. 

Dermed kommer der for alvor fokus på et stort, sigende og overset problem, siger Danmarks Jurist- og Økonomforbund. 

- Vi har 8 til 10 sager om året, hvor en afskedigelsessag bliver til bortvisning, fordi arbejdsgiverne har været på fisketur i mail og sms'er, siger Djøf's jurist og lønforhandlingschef, Helene Rafn, til Politiken. 

Aarhus' borgmester, Jacob Bundsgaard (S), ønsker ikke at kommentere sagen overfor Politiken, men i en redegørelse til byrådet i sidste uge oplyste han, at ransagningen skyldes lang tids faglige overenskomststridig strejke i sommer.

  • Print
  • Del artiklen: