En 13-årig pige blev torsdag lokket til at følge med en 33-årig mand. Manden og pigen endte i mandens lejlighed i Brønshøj, hvor det ifølge politiets sigtelse endte med voldtægt.
Fredag anholdt politiet den 33-årige mand, og til formiddag er han blevet varetægtsfængslet i 12 dage.
Pigen, som til daglig går i specialklasse, mødte manden ved et busstoppested. Her lykkedes det ham at overbevise hende om, at hun skulle følge med ham hjem.
- Da hun er kommet med manden hjem, fortryder hun, men han vil ikke give hende lov til at gå, fortæller senioranklager Klaus Pedersen til Ritzau.
Manden er sigtet for voldtægt ved anden kønslig omgang end samleje. Derudover er han sigtet for anden kønslig omgang med et barn under 15 år.
/ritzau/