Allergikere bliver behandlet som stedbørn i sundhedsvæsnet

Der er mere end en million allergikere i Danmark, men kun uddannet tre allergispecialister på 10 år.

Cirka hver femte dansker er ramt af allergi, og i 2020 vil mellem 37 og 50 procent af befolkningen ifølge Politikenlørdag lide af folkesygdommen, hvis man ser på fremskrivninger fra Statens Institut for Folkesundhed og den europæiske forening for astma og allergikere.

Samme udvikling viser salget af allergimedicin, som steg med 30 procent fra 2006 til 2011. Ingen ved præcis, hvorfor sygdommen boomer.

Alligevel halter lægeuddannelserne bagud, fordi astma og allergi som speciale bliver prioriteret ned i stedet for op, skriver Politiken.

Omlagt allergispecialistuddannelsen

Sådan har det været, siden Folketinget i 2002 besluttede at nedlægge allergispecialet. Fra 2004 til i dag er der kun uddannet tre allergispecialister med forstand på det enorme område høfeber og astma.

- Det er absurd: Man har et sygdomsområde, hvor flere og flere bliver syge, og hvor det koster samfundet dyrere og dyrere, men samtidig vælger man at spare lidt håndører på ikke at få uddannet specialister på området. Siden Folketingets beslutning er det kun gået én vej, og det er ned ad bakke, siger formanden for Astma-Allergi Danmark, Thorkild Kjær, til Politiken.

Da allergispecialet blev nedlagt, var det meningen, at lungemedicinere og hudspeciallæger skulle kunne læse videre til allergieksperter. Men samlet tager uddannelsen 12 år, og næsten ingen har taget den.

Specialister nærmer sig pesnionsalderen

Imens nærmer de nuværende specialister sig pensionsalderen, fortæller speciallæge i allergologi Lone Winther fra Allergiklinikken på Gentofte Hospital.

- Hos os er vi syv fuldtidsallergologer, som er omkring 50 år eller ældre. Om fem år er der tre, der er gået på pension, og inden for ti år er det de fleste. Hvis vi skal nå at uddanne nogen, skal der sættes gang i det nu, siger hun til Politiken.

Manglen på specialister har allerede ført til lange ventelister. Selv om tre regioner har oprettet allergicentre, er det langtfra nok til at dække behovet for at få udredt og behandlet voksne med kompliceret allergi.

Ventetid på mere end et år

Mange steder i landet kan det tage op til 13 måneder at finde ud af, hvad det er, der gør én syg, medmindre man lider af en livstruende allergi.

Overlæge og forskningsleder ved Center for Forebyggelse og Sundhed i Region Hovedstaden Allan Linneberg frygter, at mangel på specialister vil forringe behandlingen:

- Uden speciallæger vil de praktiserende læger blive overladt til medicinalindustrien, både når det gælder uddannelse og om at vælge, hvilken medicin der fungerer bedst. Det er ikke nødvendigvis det bedste for patienterne, siger han til Politiken.

Allan Linnebergs forskning viser, at hver tredje luftvejsallergiker ikke aner, at han eller hun lider af høfeber, og at fire ud af ti patienter ingen behandling får.

Politiken

  • Print
  • Del artiklen:

    Følg os på Facebook