DF: Undervisningsvideo med lesbiske kan skade børn

Dansk Folkeparti kalder undervisningsvideo fra Sex & Samfund med en homoseksuel familie for et politisk indlæg og et overgreb mod børn.

En undervisningsvideo med en dansk dreng, der bor i en homoseksuel familie, vækker stærk forargelse hos Dansk Folkeparti.

Bag videoen står Sex & Samfund, og meningen er, at den skal oplyse om andre familieformer end kernefamilien som en del af seksualundervisningen i folkeskolens yngste klasser. Du kan se videoen her.

- Omkring halvdelen af alle børn lever ikke i en almindelig kernefamilie, men børnene opfatter kernefamilien som den rigtige familie. Med videoen vil vi gerne skabe mere overensstemmelse mellem børnenes tanker og virkeligheden, siger Line Anne Roien fra Sex & Samfund.

DF: Overgreb mod børn

Uddannelsesordfører hos Dansk Folkeparti, Alex Arendtsen, mener imidlertid, at der ligger et andet formål bag videoen:

“Det er et overgreb mod de børn, der skal se den. Det er propaganda og et forsøg på at indoktrinere børnene til en bestemt form for familie.”

Alex Arendtsen

- Det er et overgreb mod de børn, der skal se den. Det er propaganda og et forsøg på at indoktrinere børnene til en bestemt form for familie. Det er i orden at tale om familie, men Sex & Samfund går for vidt, når man ved, hvor få der lever på den måde, siger han.

I videoen møder man William, der bor sammen med sin mor, morens kvindelige kæreste og to yngre søstre. I vidoen fortæller William, at han også har et andet hjem - nemlig hos sin far i Lyngby.

Dansk Folkeparti har ikke noget imod, at der bliver talt om homosekualitet i seksualundervisningen i folkeskolen, men Alex Arendtsen mener, at det er alt for tidligt at undervise børn om homoseksuelle familier, når eleverne kun går i 1., 2., eller 3. klasse.

- Børn skal have lov til at være børn og bevare en uskyld. Man kan tage det op i de senere klasser, når de kan forstå, hvad det handler om, siger Alex Arendtsen.

Flere familieformer

DF's uddannelsesordfører mener desuden, at problemet med videoen er, at den fremhæver en familieform frem for en anden.

Det afviser Line Anne Roien fra Sex og Samfund. Hun forklarer, at videoen ikke skal stå alene, men at lærerne skal bruge den til at tale med eleverne om forskellige familieformer.

P1 Debat

Du kan høre Line Anne Roien fra Sex & Samfund og Alex Arendtsen fra Dansk Folkeparti diskutere seksuelundervisning i de yngste klasser i P1 Debat i dag klokken 12.20.

Fra klokken 13.00 kan du chatte med Line Anne Roien her på dr.dk.

- At have en familie, der er anderledes, kan sætte en i en position, hvor man bliver mobbet. Derfor er det godt at oplyse om, hvordan livet er i andre familieformer. Det vil skabe en bedre trivsel og accept af forskelligheder, siger Line Anne Roien.

Kernefamilien i fare

Samtidig understreger hun, at Sex & Samfund ikke vil fremhæve en familieform frem for en anden.

- Der er ikke nogen familieformer, der er bedre end andre, siger hun.

Det er Dansk Folkeparti lodret uenige i.

- Vi har ikke noget imod homoseksuelle. Men det bedste ville være, hvis et barn kunne vokse op med en mor og en far. Vi er tilhængere af kernefamilien, og den har det svært og skal beskyttes, siger Alex Arendtsen.

Uge sex

Sex og Samfunds undervisningsvideo om William og hans familie er en del af et undervisningsmateriale, der er blevet produceret i forbindelse med seksualundervisningskampagnen Uge Sex, der vil foregå i uge 6.

Det er Sex & Samfund og Tryg Fonden, der står bag kampagnen, som du kan læse mere om her.

LÆS OGSÅ:

Svært at tale med børn om sex

Mens videoen med William er henvendt til de yngste klasser, findes der to andre videoer om familieformer til folkekolens mellemtrin og de ældste klasser.

Videoen til de mellemeste elever handler om Noah, der har arabisk baggrund og bor i bofællesskab (se videoen her). Videoen til de ældste elever handler om Marie, der er skilsmissebarn (se videoen her).

Du kan høre Line Anne Roien og Alex Arendtsen diskutere seksualundervisning i P1 Debat i dag klokken 12.20, og fra klokken 13.00 kan du chatte med Line Anne Roien her på dr.dk.

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Nyheder med dig

    Du er nu tilmeldt følgende nyhedsbrev(e):

    Vis alle nyhedsbreve
    Vis alle nyhedsbreve
    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: