Lars Hedegaard: De kan ikke skræmme mig

Hvis de tror, de kan skræmme mig, så tager de grueligt fejl. Sådan siger Lars Hedegaard om mordforsøget på ham.

Dagens afhøringer af Lars Hedegaard er nu forbi, og han har forladt Københavns politigård. Det erfarer DR Nyheder.

- Hvis de tror, de kan skræmme mig, så tager de grueligt fejl.

Det siger den islam-kritiske journalist Lars Hedegaard efter mordattentatet på ham ved hans hjem på Frederiksberg.

Lars Hedegaard er også formand for Trykkefrihedsselskabet, og han afviser helt kategorisk over for DR Nyheder, at skudattentatet vil ændre på hans holdninger.

- Nej, det ved Gud det ikke gør. Det der var sandt i går er også sandt i dag. Hvis de tror, de kan skræmme mig, så tager de grueligt fejl. Det har altid været mine bestræbelser at diskutere landets tilstand, det vil jeg fremover blive ved med.

Han er rystet og vred over, at han nu helt bogstaveligt bliver skydeskive.

- Jeg er vred og rystet over det, der er sket, men det bekræfter mig blot i, at vi har et problem her i Danmark med folk, der ikke vil acceptere vores ytringsfrihed. Det er ikke noget, der får mig til at se mildere på den udvikling, vi har været inde i, og det får mig ikke til at ændre adfærd, siger Lars Hedegaard.

Skud lige forbi hovedet

Lars Hedegaard forklarer om mordforsøget, at en person ringede på hans dør, men at hans dørtelefon ikke virkede, så han kiggede ud af vinduet og så en mand i noget, der lignede en rød postjakke.

- Han råber, at han har en pakke til mig. Så jeg går ned og åbner døren, og han rækker mig pakken og tager derefter en pistol frem og affyrer et skud mod mit hovede som så heldigvis ikke rammer, siger Hedegaard.

Beskyttelse eller ej

Det er ifølge Lars Hedegaard endnu ikke besluttet, om han efter tirsdagens drabsforsøg skal have beskyttelse.

Men når han forlader Københavns Politigaard er det helt sikkert, at han får en grad af beskyttelse. Det siger DR Nyheders retskorrespondent, Claus Buhr.

Han tilføjer, at ifølge hans oplysninger har Lars Hedegaard - indtil i dag - ikke haft politi-beskyttelse.

  • Print
  • Del artiklen: