Prostituerede velkomne i a-kasser

Flere a-kasser er åbne for, at prostituerede kan melde sig ind i deres a-kasse.

De prostituerede er velkomne som medlemmer hos a-kassen, siger formanden for Krifa, Søren Fibiger Olesen, til Nordjyske Stiftstidende.

- Så længe, det er et lovligt erhverv, skal vi ikke gøre os til dommere og sortere mellem folk. Det er en statslig ordning, vi administrerer, siger han.

Søren Fibiger Olesen mener, at hans tværfaglige organisation formodentlig allerede har haft eller har medlemmer, som sælger sex.

Opført som massør

I indmeldelsesblanketten findes der dog ikke en decideret rubrik, hvor prostituerede kan sætte kryds for erhverv. Man kan stå opført som massør.

Også i a-kassen ASE kan de prostituerede i princippet melde sig ind i dag. De kan bare ikke modtage nogle ydelser, oplyser pressechef i ASE Thomas Telving.

Og hvis loven bliver lavet om, så de prostituerede kan modtage arbejdsløshedsunderstøttelse, er ASE klar til at tage i mod dem som medlemmer.

- Sexarbejderne er også velkommen hos os. Vi tager ikke moralsk stilling. Det må politikerne gøre, siger Thomas Telving, der er pressechef for ASE.

Han gør desuden opmærksom på, at a-kasserne faktisk skal optage de prostituerede.

- Alle uanset erhverv kan blive optaget i en a-kasse, så længe de har bopæl i Danmark, siger han til DR Nyheder.

Politisk debat

De Konservatives arbejdsmarkedsordfører i Folketinget, Mai Henriksen, foreslog i sidste uge, at de omkring 3.000 prostituerede i Danmark skal have samme rettigheder som andre på arbejdsmarkedet og lagde bevidst op til, at emnet også kom op i tv-serien Borgen i søndags.

Alle tre regeringspartier på Christiansborg afviser forslaget, og statsminister Helle Thorning-Schmidt siger, at der snart kommer forslag vedrørende prostituerede.

3F mere forbeholden

Fagforbundet 3F er noget mere forbeholden end den kristelige konkurrent over for at udvide den faldende medlemsskare med prostituerede.

Ligestillingskonsulent Marianne Bruun siger, at en fagforening ikke har noget at tilbyde en prostitueret, fordi den prostituerede ikke har nogen arbejdsgiver. Hvis hun har det, er det rufferi, som er ulovligt.

- En prostitueret er i sagens natur ikke lønmodtager, for en lønmodtager har en arbejdsgiver. Vi organiserer lønmodtagere og forhandler med arbejdsgivere om løn- og ansættelsesforhold, siger hun.

Ligestillingskonsulenten i 3F påpeger, at prostitution juridisk set ikke er et legalt erhverv i forhold til arbejdsmarkedslovgivning og anden lovgivning, selv om prostituerede skal være momsregistrerede som selvstændige.

3F bør tænke sig om

Marianne Bruun foreslår, at prostituerede i stedet melder sig ind i de selvstændiges a-kasse eller Håndværksrådet.

Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen, Aalborg Universitet, mener godt, at fagbevægelsen kan tage sig af de prostituerede.

- Det er jo almindelige serviceydelser, de efterspørger. Det kan fagbevægelsen også byde på ved siden af kollektive overenskomster. Så 3F bør måske tænke sig om en gang til, siger han.

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Nyheder med dig

    Du er nu tilmeldt følgende nyhedsbrev(e):

    Vis alle nyhedsbreve
    Vis alle nyhedsbreve
    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: