Kropsvisitering og mere overvågning kan blive konsekvens af mordforsøget på Lars Hedegaard

Danskerne kan forvente mere overvågning og sikkerhed efter drabsforsøget i går på Lars Hedegaard, mener hollandsk professor.

Lars Hedegaard taler om ytringsfrihed på Frit Forum i 2010.Foto: Henning Bagger © Scanpix

Mere kropsvisitering, overvågning og større sikkerhedsforanstaltninger ved offentlige arrangementer kan blive en konsekvens af gårsdagens mordforsøg på debattøren Lars Hedegaard.

Det forklarer Henk Van der Liet, som er professor i Skandinavisk ved Universitetet i Amsterdam. Han sammenligner politisk motiverede drab i Holland med mordforsøget på den islamkritiske debattør Lars Hedegaard herhjemme i går.

“Det har ændret samfundets åbenhed ret fundamentalt. Store offentlige arrangementer er omgærdet med sikkerhedsforanstatninger.”

Henk Van der Liet

 

Samfundets åbenhed har ændret sig fundamentalt

I Holland blev politikeren Pim Fortuyn dræbt i 2002, ligesom filminstruktøren Theo Van Gogh blev myrdet i 2004. Og det har sat sine tydelige spor: 

- Det  har ændret samfundets åbenhed ret fundamentalt. Store offentlige arrangementer er omgærdet med  sikkerhedsforanstatninger, forklarer Van der Liet, når han kigger 13 år tilbage i Hollands udvikling.

Øget bevisthed om overvågning

Konkret mener Van der Liet, at attentaterne i Holland har bevirket, at overvågningsindustrien med sikkerhedsportaler og kropsvisiteringer er blevet større. Og det, mener professoren, kan mærkes hos den enkelte hollænder, som i dag er mere bevidst om overvågningen af samfundet.

- Man taber på en måde lidt den naturlighed og selvfølgelighed, der ligger i, at man kan komme ind alle steder uden, at man hele tiden føler sig iagtaget af offentligheden, siger Van der Liet til P1 Morgen.

  • Print
  • Del artiklen: