Den 78-årige tegner Kurt Westergaard har siden han blev udsat for et attentatforsøg i januar 2010 været under PETS beskyttelse. Han lever det liv, der formentlig venter Lars Hedegaard, som tirsdag blev udsat for et attentatforsøg.
Torsdag erfarede DR Nyheder nemlig, at PET er i gang med at vurdere, hvordan de skal beskytte Lars Hedegaards hjem på Frederiksberg. Og Hedegaard kan formentlig se frem til at bo i et sikret hjem, som Kurt Westergaard lever i nu.
Giver tryghed i hverdagen
Efterretningstjenesten har indrettet Kurt Westergaards hjem med en række sikkerhedsforanstaltninger. Han har for eksempel et beskyttelsesrum, som han kan gå ind i, hvis der sker noget.
Læs også Politiet har alligevel ikke billeder af det falske postbud
- Mit liv forløber jo meget normalt. PET's sikkerhedsforanstaltninger bliver jo tilpasset mit liv, og dermed oplever jeg PET's indsats som en vældig tryghedsskabende faktor, siger Kurt Westergaard til DR Nyheder.
PET er med til fitness
Efter tegnerens hjem er blevet sikkerhedsbeskyttet af PET, har nogle rutiner i hans hverdag ændret sig, fortæller han.
“Der er to ting jeg er glad for, at jeg ikke er: Det er vinterbader og nudist. For de er med alle vegne.”
Kurt Westergaard, tegner
- PET er der jo altid, når jeg skal ud. Også når jeg går til fitness. Og engang imellem er der da nogle ting jeg savner, og det kan undre mig, hvad det er man savner, men jeg savner at køre i bil selv, siger Kurt Westergaard og fortæller, at han derfor er glad, når han nogle gange får mulighed for at køre i sin egen bil.
Læs også Lars Hedegaard efter drabsforsøg: Jeg er rasende
- Så engang imellem træder jeg ud af den store bil og ind i min lille bil, og så er den eskorteret, siger han og smiler.
Sover trygt om natten
PET's beskyttelse betyder, at Kurt Westergaard føler sig meget sikker i hverdagen. Han forklarer, at beskyttelsen fjerner den angst, der ellers måtte være.
- Det gør, at jeg bare vil vende mig om i sengen og rette lidt på puden og så sove videre, for jeg tror ikke, at der er nogen, som kan nærme sig mig, uden det bliver opdaget, siger Kurt Westergaard.
Glad for ikke at være nudist
Han forklarer, at han ikke mærker de store ændringer i sin hverdag indenfor i huset, men at han jo aldrig kan gå ud alene.
- Der er to ting jeg er glad for, at jeg ikke er: Det er vinterbader og nudist. For de er med alle vegne, siger Kurt Westergaard.
Læs også PET beskytter Lars Hedegaard
Og for ham opvejer sikkerhedsfølelsen de begrænsninger, en hverdag med PET-beskyttelse må have.
- PET's folk står som en stærk garanti for, at det ikke skal gentage sig, så det gør, at jeg ikke går med en konstant angst for, at det kan ske igen, siger han.
PET målte lejligheden op
Og han er sikker på, at Lars Hedegaard vil indrette sig på den tilværelse, der formentlig venter han.
- Jeg kender ham lidt, og jeg tror, han har et temperament, som gør, at han nok skal klare sig, siger den 78-årige tegner.
Onsdag blev Lars Hedegaards hjem på Frederiksberg vurderet af folk fra PET. De gennemfotograferede lejligheden og målte alt op - også vinduerne - for at kunne vurdere, hvilke sikkerhedsforanstaltninger, det er muligt at etablere.