Louise Wolff sender live fra Rwanda: Langt fra DR Byen

I aften sendes Danmarks Indsamling live fra en skole for forældreløse i Rwanda. Det er langt, langt fra DR Byen fortæller aftenens vært Louise Wolff.

Louise Wolff og Nikolaj Koppel står foran den skole, hvorfra de skal sende Danmarks Indsamling live i aften.© Danmarks Indsamlingens facebookside

Danmarks Indsamling sender i aften hverken fra DR Byen eller Boxen i Herning, men derimod fra en skole for forældreløse børn i Rwanda.

- Et par unge lokale tømrere har bygget vores scene, fortæller en af aftenens værter, Louise Wolff.

- Det er jo langt, langt fra at sende fra DR Byen, forsætter den populære vært. 

Hun forklarer også, at strømmen ind imellem ryger i elledningerne. Derfor er det nødvendigt med en generator, der kan sætte ind, når strømmen svigter.

- I går blev den generator, vi havde, overbelastet, så i dag har vi lånt en større, som rwandisk tv også bruger, fortæller Louise Wolff fra Rwanda.

Spiser frokost med forældreløse børn

Skolen, hvor Danmarks Indsamling sender fra fredag, er bygget med penge fra tidligere år af Danmarks Indsamling. Den ligger tæt på børnebyen, hvor skolens forældreløse børn bor. Og der er brug for hjælpen i området, fortæller aftenens vært.

Skolen ses bag scenen
Scenen i Rwanda (Foto: © DR)

- De børn, der bor i børnebyen har alle sammen ulykkelige skæbner bag sig, med forældre, der er døde eller har forladt dem. Nogle af børnene er hiv-smittede og skal leve med det resten af deres liv, fortæller Louise Wolff.

Hver dag er aftenens værter omgivet af elever på skolen, og de spiser frokost i børnebyen med de forældreløse børn, som også går på skolen.

- Det er umuligt ikke at se og mærke, hvordan det nytter, fortæller Louise Wolff om de projekter, som Danmarks Indsamling munder ud i.

Glæder sig til at se resultatet

Men Nikolaj Koppel og Louise Wolff kommer ikke til at være de eneste værter på skærmen. Som noget nyt er Danmarks Indsamling rykket ud i landet, hvor fire landsdele kommer til at kæmpe med og mod hinanden om at samle mest ind og gøre en forskel i Afrika.

De fire landsdele er Nordjylland, Midtjylland, Syddanmark og Østdanmark. Hver landsdel har sit eget show og egne værter.

- Jeg glæder mig helt vildt til at få det endelige resultat og se, hvilken af landsdelene der samler flest penge ind til Afrika, siger Louise Wollf, som skal bruge eftermiddagen på at øve og slappe lidt af, inden showet går på kl. 19:00 i aften.

  • Print
  • Del artiklen: