Stilhed. Alle holder vejret. På scenen står en 23-årig, lyshåret pige fra Lemvig iført en rød skumgumminæse, et grønt mavebælte og en ternet hat. Foran hende sidder hundredvis af flygtningebørn bænket side om side med store øjne rettet mod klovnen i midten.

Hun puster en gul ballon op, former den som et fabeldyr og placerer den på hovedet af en lille, genert dreng, og pludselig bliver stilheden brudt af hundredvis af børn, der griner højlydt.

- Jeg prøver ikke at redde hele verden. Jeg forsøger bare at vise, at der ikke skal særlig meget til, for at få børn, der er flygtet fra krig og fattigdom, til at grine, siger Marie Louise Villemoes, der netop nu er på besøg i flygtningelejren Kiryandongo, som ligger i det nordlige Uganda.

Der bor omkring 4000 flygtninge i lejren, som er flygtet til Uganda på grund af uroligheder i lande som Sydsudan, Kenya og den Demokratiske Republik Congo.

Ballon eller mad?

Marie Louise Villemoes har gået på klovneskole i Danmark og betaler selv for sin klovnerejse i Østafrika, hvor hun tryller og puster balloner op for udsatte børn i både Uganda og Tanzania.

- Det er forfærdeligt at tænke på, hvad mange af de her børn har oplevet i deres hjemland. Men netop derfor har de brug for at blive mindet om, at de er værdsat, og at nogen holder af dem, siger hun.

Men mange af børnene har aldrig set en ballon, og de aner ikke, hvad en klovn er. Og det er da heller ikke alle børn i lejren, der kan se det sjove i hendes ballondyr og trylletricks.

- Hvad skal vi bruge balloner og magi til? De er jo gået i stykker inden dagen er forbi. Vi har kun brug for mad og tøj, siger to af de ældste børn i lejren, mens de står med korslagte arme i  udkanten af den store hytte, hvor Marie Louise Villemoes optræder.

Alligevel kan de ikke lade være med at trække på smilebåndet, da klovnen pludselig trækker hårdt i halen på et ballondyr, der er formet som en mus, så den flyver i en bue igennem den afrikanske middagssol, før den lander på den golde og udtørrede jord foran dem.

Et minde for altid

- Vi har alle sammen et stærkt minde, som vi kan huske tilbage på med glæde. En aften i byen. En ferie med familien. Et bryllup. Det er jo bare det, jeg prøver på at give de her børn. Et godt minde. Jeg er godt klar over, at de balloner, jeg har med til børnene, ikke holder i særlig lang tid. Men jeg har ikke råd til at købe mad og tøj til så mange børn, siger hun, mens hun viser et tørklæde frem med et billede af en lille hvid hund.

Børnene kigger nysgerrigt på hende, mens hun folder tørklædet omhyggeligt sammen og putter det ned i en rød silkepose, som hun viser frem til børnene.

- Abrakadabra, hvisker hun og ryster posen, og op ad sækken trækker hun det samme tørklæde. Men nu er hunden på billedet helt sort.

Kriminelle slumområder

Flere af børnene gør store øjne, mens de kæmper med at forstå, hvordan hun kan ændre farven på en hund. Men få sekunder senere bliver forbavselsen forvandlet til et stort smil.

- Jeg er flere gange blevet beskyldt for at være en naiv, lyshåret pige, der prøver at redde hele verden. Men det her er, hvad jeg kan give. Det er mit bidrag til børnene i Uganda, siger Marie Louise Villemoes.

Senere på hendes rejse klovner hun i nogle af de fattigste og mest kriminelle slumområder i Uganda, og besøger flygtningebørn, der netop er flygtet fra den blodige borgerkrig i Den Demokratiske Republik Congo. Alene. Uden familien.

Hvis du har lyst til at se mere til Marie Louise Villemoes klovnerejse i Uganda, så se med, når DR2 viser dokumentaren - Klovn i en krigszone - tirsdag klokken 23.00.

Se billederne fra Marie Louises klovnerejse her