Rejsekortet er forvirrende: Passagerer glemmer at tjekke ud

Det er ikke særligt enkelt at rejse på det såkaldte Rejsekort. For mange passagerer glemmer at tjekke ud, lyder kritikken.

Det skulle være så nemt at rejse på det såkaldte Rejsekort, hvor man tjekker ind ved rejsens begyndelse og tjekker ud igen, når rejsen er slut. Men mange passagerer glemmer at tjekke ud, viser en opgørelse, som Rejsekortet A/S har lavet for Forbrugermagasinet Kontant. I 2012 var der knap 200.000, der manglede et tjek-ud, viser tallene. Det svarer til lidt over to procent af de antal rejser, der i 2012 blev foretaget med Rejsekort.

Det får nu Forbrugerrådet til at kritisere de standere, hvor kunderne skal tjekke ind og ud ved rejsens begyndelse og slutning. Standerne ligner hinanden, uanset om den er til tjek-ud eller tjek-ind. Derfor mener politisk medarbejder Lise Bjørg Pedersen, at flere kunder måske tror, at de tjekker ud, mens de i virkeligheden tjekker ind igen.

- Det er åbenlyst for enhver, at det er ret svært at se forskel. Det gør det jo forvirrende, og det er ikke forbrugervenligt, siger hun.

Eksperten får selv bøde

På Danmarks Tekniske Universitet er Ali Özkil, adjunkt på Institut for Mekanisk Teknologi enig med Forbrugerrådet. Her har man testet rejsekortets brugervenlighed, og konklusionen er, at systemet forvirrer og ofte er besværligt.

- Systemet er forvirrende. Det er nemt at glemme at tjekke ud, det er ikke muligt at se, om du har fået tjekket rigtigt ind og ud, og så ligner standerne hinanden for meget.

Ali Öskil bruger selv rejsekortet. Og selvom han har været med til at undersøge kortets brugervenlighed og kender faldgruberne, så glemmer han også selv tit at tjekke ud.

Er kommet for at blive

- Jeg har selv glemt at tjekke ud fem-seks gange det sidste halve år. Nogle gange er det min egen skyld, andre gange er det systemet, der ikke fungerer. Så selv for en forsker, der lever af at undersøge rejsekortet, kan det altså være svært, siger han.

Lidt over en kvart million danskere bruger nu rejsekortet. I Nordjylland og Vestsjælland kan man ikke længere købe klippekort eller periodekort, og det samme sker i Hovedstadsområdet til sommer.

Man kan få rejsekortet gratis, og man tanker penge op på en konto via internettet. Når man tjekker ind og ud ved rejsens begyndelse og slutning bliver rejsens pris automatisk trukket fra kontoen.

Tip os: Vi vil gerne vide, hvad du har oplevet med rejsekortet. Er der noget, der forvirrer dig? Så skriv en mail til os på

.

1212@dr.dk

Du kan se og høre mere om problemerne med rejsekortet, og du kan høre hvad Rejsekort A/S's direktør siger til kritikken i aftenens udgave af Kontant. Det er på DR1 klokken 21.05.

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Nyheder med dig

    Du er nu tilmeldt følgende nyhedsbrev(e):

    Vis alle nyhedsbreve
    Vis alle nyhedsbreve
    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: