Lockoutede lærere lokkede elever til aktion med is

Gladsaxe Lærerforening inviterede fredag eftermiddag kommunens børn til isuddeling på Søborg Torv. Men ud over is mødte børnene deres lærere klædt på til konflikt.

"Kære elever. Vi savner jer! Vi deler is ud til alle fredag den 12. april kl. 14 på Søborg Torv. Vi glæder os til at se jer! Med venlig hilsen, Lærerne i Gladsaxe".

Sådan lød den korte invitation, som Mads Klarskovs 13-årige søn modtog torsdag eftermiddag. På Søborg Torv kunne han og klassekammeraterne møde deres lærere, der, i hvide demonstrationstrøjer og med bannerne i hånden, uddelte is fra en hjemmeisbil.

Mads Klarskovs søn tog ikke afsted. Invitationen blev nemlig langt fra mødt med smil i familiens hjem.

Overordentligt upassende

- Sådan som jeg tolker det, så lokker de umyndige børn med is i en konflikt. Det er overordentligt upassende. Der findes regler for, hvordan man håndterer sådan en konflikt. Børnene bliver berørt nok, og de har ingen anelse om, om deres tilstedeværelse bliver udnyttet politisk, siger Mads Klarskov til DR Nyheder.

Han er samtidigt overrasket over, at brevene var adresseret personligt til sønnen, der går i 7. klasse. Lærerne på skolen er nemlig udelukket fra skolens intranet, hvor elevernes adresser er oplistet.

- Jeg ved simpelthen ikke, hvordan de har fået fat i vores adresse. At de har benyttet de her oplysninger under konflikten, er under al kritik, siger Mads Klarskov.

Lærerne skal ikke kontakte privat

Formanden for Gladsaxe Lærerforening, Thomas Agerskov, var ikke bevidst om, at børnene var blevet inviteret til isudelingen med personlige breve. Det beklager han.

- Jeg ved ikke, hvem der har sendt brevene ud. Jeg har ikke kendt til det før i dag. Men jeg er sikker på, at det er gjort i den bedste mening, siger Thomas Agerskov.

Han har allerede i dag sendt en mail ud til sine medlemmer om, at de ikke skal kontakte skolens elever privat.

En hyggelig time

Formanden står dog fast på, at eftermiddagens isuddeling ikke handlede om at lokke børnene i en demonstrationsfælde. Det var blot en hyggelig time.

- Selvfølgelig var der lærere med t-shirts og lidt bannere. Men vi holdt ikke arrangementet som en demonstration. Det var planlagt som en hyggelig time, og det synes jeg også, at det var. Der er altid en risiko for, at det kan blive opfattet forkert, men meningen har altså været at gøre børnene glade, siger formanden.

Hos Danmarks Lærerforening advarer man nu om at blande konflikt og hyggebegivenheder sammen.

Ifølge Gordon Ørskov Madsen, medlem af forretningsudvalget i Danmarks Lærerforening, skal det altid være tydeligt for børnene, hvilken aktivitet det er, de møder op til.

- Det er beklageligt, at børnene her er blevet inddraget på den måde. Der er man gået for vidt. Så jeg kan godt forstå, at der er nogle forældre, der reagerer på det her. Børnene skal kende til indholdet af det, de møder op til, siger Gordon Ørskov Madsen.

Danmarks Lærerforening vil derfor gøre det tydeligere for foreningens lokale kredse, hvor skillelinjerne går, så der ikke igen opstår misforståelser.

- Vi vil sige, at man skal være varsom og forklare, at tingene skal holdes adskilt, konstaterer medlemmet.

Har du eksempler på, at lærerne går over stregen under lockouten? Så skriv til dr.dk på 1212@dr.dk.

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Nyheder med dig

    Du er nu tilmeldt følgende nyhedsbrev(e):

    Vis alle nyhedsbreve
    Vis alle nyhedsbreve
    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: