68 år efter tyskerne overgav sig: Derfor tænder vi lys i vinduerne 4. maj

For præcis 68 år siden i dag opgav tyskerne deres stillinger i Danmark.

I aften sætter mange danskere stearinlys i vinduerne. Det gør de for at markere den danske befrielse fra de tyske besættere den 4. maj 1945.

Officielt fejres befrielsen først den 5. maj, da det var denne dag klokken otte om morgenen, at den tyske kapitulation trådte endeligt i kraft.

Men meddelelsen om tyskernes overgivelse kom allerede den 4. maj om aftenen, hvor danskerne reagerede ved at flå de forhadte mørklægningsgardiner ned og tænde stearinlys i vinduerne. På en måde har Danmark derfor to befrielsesdage.

BBC kom med budskabet

I fem år havde de danske byer ligget hen i mørke om aftenen og natten. Nu kom der igen lys. Det gjorde et stærkt indtryk på alle, der oplevede det, og da man i de følgende år begyndte at fejre årsdagen for befrielsen, var det oplagt at gribe tilbage til lyset som et symbol på den genvundne frihed.

Meddelelsen om, at tyskerne havde overgivet sig, kom via britiske BBC den 4. maj klokken 20.35. Johannes G. Sørensen var speaker ved BBC's danske redaktion i London.

Da BBC's sene aftenudsendelse til Danmark begyndte klokken 20.35, havde man endnu ikke modtaget beskeden om overgivelsen.

Johannes G. Sørensen var i gang med oplæsningen af nyhederne, da et andet medlem af BBC's danske redaktion brasede ind i studiet og puffede ham i ryggen.

"Montgomery..."

Johannes G. Sørensen lukkede for mikrofonen, mens kollegaen ophidset fremstammede:

"Montgomery ... kapitulation i Nordvesttyskland, Holland og Danmark ... sig det!".

Efter en kort pause tændte Johannes G. Sørensen igen for mikrofonen og sagde de berømte ord.

Det fulde befrielsesbudskab lød sådan:

"I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. Her er London. Vi gentager: Montgomery har i dette øjeblik meddelt, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig."

Soldater hyldet i Københavns centrum

Den 5. maj klokken 16.32 kom de første allierede soldater til Danmark. Det var den britiske generalmajor Dewing, der landede i Kastrup sammen med 100 faldskærmssoldater. Soldaterne kørte ind til Københavns centrum, hvor de fik en overstrømmende velkomst.

Danmark blev befriet på grund af Tysklands militære sammenbrud i foråret 1945. Befrielsen var et resultat af alle de allierede landes indsats. Men det var britiske tropper, der kom til Danmark og blev modtaget som befriere. På nær Bornholm, der blev befriet af soldater fra Sovjetunionen.

Det skete først efter, at Rønne og Nexø var blevet bombarderet af sovjetiske fly den 7. og 8. maj. Den 9. maj gik sovjetiske soldater i land på Bornholm. De blev på øen til april 1946.

Danmark havde været besat siden 9. april 1940.

Som led i besættelsen af Norge blev Danmark om morgenen den 9. april 1940 besat af det nazistiske Tyskland. Aktionen var et overraskelsesangreb, og Danmark kapitulerede efter få timer.

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Nyheder med dig

    Du er nu tilmeldt følgende nyhedsbrev(e):

    Vis alle nyhedsbreve
    Vis alle nyhedsbreve
    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: