Forsøg med karse i 9. klasse vækker international opsigt

Udenlandske forskere er begejstrede for et biologiprojekt fra fem 9. klasses-piger.

Tag 12 gange 400 karsefrø og fordel dem i 12 bakker. Derefter placeres seks bakker i to rum med samme temperatur. Giv bakkerne samme mængde vand og sol over 12 dage, og husk så lige til slut at udsætte halvdelen af dem for mobilstråling.

Det er opskriften på et biologiforsøg tilsyneladende så genialt, at det har vakt international opsigt blandt anerkendte biologer og strålingseksperter. Bag forsøget står fem piger fra 9.b på Hjallerup Skole i Nordjylland, og det hele startede med at de havde svært ved at koncentrere sig i timen:

- Vi synes alle sammen, vi havde oplevet at have koncentrationsproblemer i skolen, hvis vi havde sovet med mobilen ved siden af hovedet, og nogle gange også oplevet at have svært ved at sove, forklarer Lea Nielsen, der er en af de fem forskerspirer.

Forsøget

Skolen havde ikke udstyret til at teste virkningen af mobilstråling på dem selv, men det var nok i virkeligheden meget godt. Derfor måtte pigerne finde et alternativ. Og svaret blev karsefrø.

Seks bakker frø blev sat ind i et rum uden stråling, og seks bakker blev sat ind i et andet rum ved siden af to routere. Sådan en skulle ifølge pigernes projekt udsende cirka samme type stråling som en helt almindelig mobil.

Så var det ellers bare at vente 12 dage, observere, måle, veje og tage billeder undervejs. Og resultatet talte sit tydelig sprog for gruppen: Karsefrøene ved siden af routeren var slet ikke vokset, og nogle af dem var endda muterede eller døde.

- Det er virkelig skræmmende, at der er så stor påvirkning, så vi blev også selv meget mærket af resultatet, fortæller Lea Nielsen.

Reaktionerne

Forsøget sikrede pigerne en finaleplads i konkurrencen "Unge Forskere", men det var kun begyndelsen. Forskere fra både England, Holland og Sverige har sidenhen udvist stor interesse for pigernes projekt.

En af dem er Olle Johansson, professor ved Karolinska Instituttet i Stockholm, og han er meget imponeret. Han vil nu gentage forsøget med en belgisk forskningskollega, professor Marie-Claire Cammaert ved Université libre de Bruxelles, for forsøget er ifølge ham helt genialt:

- Pigerne har indenfor rammerne af deres viden og kunnen gennemført og udarbejdet et meget elegant stykke arbejde. Det væld af detaljer og nøjagtighed er eksemplarisk, valget af den rigtige karse er meget intelligent, og jeg kunne blive ved, siger han.

Han er heller ikke sen til at sende dem en opfordring med på vejen:

- Jeg håber inderligt, at de bruger deres fremtidige arbejdsliv til at forske, for jeg synes helt sikkert, de har et naturligt anlæg for det. Personligt ville jeg elske at se de mennesker i mit team!

Ingen mobil ved sengen

De fem piger fra Nordjylland har dog endnu ikke besluttet sig for deres fremtidige karrierer. De er stadig meget overrumplede over al den pludselige opmærksomhed.

- Det har givet sådan en konstant summen for maven. Jeg kan stadig slet ikke forstå det, siger Lea Nielsen.

Og Mathilde Nielsen byder ind:

- Det er helt vildt overvældende og spændende. Det er jo ikke noget, man lige oplever hver dag.

Men der har også været andre konsekvenser ved karseforsøget, der har helt lavpraktisk karakter.

- Ingen af os sover med mobilen ved siden af sengen mere. Enten bliver den lagt langt væk, eller også bliver den lagt i et andet rum. Og computeren bliver altid slukket, siger Lea Nielsen.

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Nyheder med dig

    Du er nu tilmeldt følgende nyhedsbrev(e):

    Vis alle nyhedsbreve
    Vis alle nyhedsbreve
    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: