Alle 26 anholdte i Bandidos-brandsag er fængslet

De 26 mænd, der blev fremstillet i grundlovsforhør torsdag for branden i Frederikssund er varetægtsfængslet.

Alle de 26 mænd, der natten til onsdag blev anholdt og sigtet for ildspåsættelse, er blevet varetægtsfængslet i syv dage. Det oplyser advokaturchef Helle Just til DR Nyheder efter flere timers grundlovsforhør i Retten i Hillerød.

De er sigtet for at sætte ild til en industribyging i Frederikssund natten til onsdag. Bygningen er ifølge politiet et tilholdssted for rockergruppen Bandidos.

De 26 mænd blev varetægtsfængslet, fordi dommeren i Retten i Hillerød vurderede, at de kunne påvirke efterforskningen på fri fod, forklarer Helle Just.

Fremstillet i fem sale

De er alle sigtet for brandstiftelse og forsøg på forsættlig ildspåsættelse i forbindelse med branden, der brændte ned.

Mændene, der er mellem 17 og 38 år gamle, blev fremstillet i fem forskellige retssale i Retten i Hillerød, og grundlovsforhørerne tog næsten otte timer. De var først færdige lidt over klokken 22 onsdag aften.

Flere anholdelser under grundlovsforhør

Under grundlovsforhøret foretog politiet yderligere anholdelser af unge mænd, der dukkede op foran retten.

- Vores opmærksomhed er skærpet på grund af det her, og politiet anholdte dem, fordi de udviste mistænkelig adfærd, forklarer Michael Hellensberg.

Men ingen af dem vil blive fremstillet i grundlovsforhør, og onsdag aften er de fleste af dem blevet løsladt igen.

Konflikt mellem bande og Bandidos

Bygningen, der brændte ned, er ifølge politiet et tilholdssted for rockergruppen Bandidos, og branden er en del af en konflikt mellem netop Bandidos og en lokal gruppering, der kalder sig Heimdalsgruppen, lyder det fra politiet.

- Kulminationen på denne konflikt er et overfald for halvandet døgn siden, hvor personer fra Heimdalsgruppen bliver overfaldet i en lejlighed og tæsket med køller, og vi betragter det her (branden red.) som en form for bytter, forklarer Michael Hellensberg, der er politiinspektør hos Nordsjællands Politi.

Han kan ikke fortælle, hvad konflikten bunder i, men forklarer, at den har stået på "gennem noget tid".

Blev anholdt kort efter brand

Alle de varetægtsfængslede mænd blev anholdt kort efter, at branden var startet i bygningen. Politiet fik meldinger fra flere vidner i området, fortæller politiinspektør Michael Hellensberg.

- De var alle på vej væk fra stedet til fods eller i bil, og de kommer både lokalt fra, men også fra andre bander på Sjælland, forklarer Michael Hellensberg.

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Nyheder med dig

    Du er nu tilmeldt følgende nyhedsbrev(e):

    Vis alle nyhedsbreve
    Vis alle nyhedsbreve
    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: