Studerendes pendleri koster statskassen dyrt

Staten bruger næsten 200 millioner kroner på de billige pendlerkort til studerende. Nu foreslår en forsker et eftersyn af ordningen.

Staten bruger millioner af kroner på at give studerende billige pendler-kort. Den favorable pendler-ordning kostede sidste år statskassen 198,4 mio. kr. Det viser tal fra Styrelsen for videregående uddannelser og SU, som DR Nordjylland har fået indsigt i.

Om morgenen tager Jonas Syversen Kring et tog fra Århus, hvor han bor, til Aalborg hvor han studerer oplevelsesdesign. Det samme gør Jens Lund, som bor i København og studerer litteraturvidenskab i Odense.

- Århus har et større format, end Aalborg har. Mit forhold til Aalborg er nærmest ikke-eksisterende. Jeg føler ikke umiddelbart, at der er noget det trække mig hverken kulturelt eller socialt, siger Jonas Syversen Kring.

De to studerende har det tilfælles, at de for bare 587 kr. om måneden har købt et såkaldt Ungdomskort, så de kan rejse, alt det de vil, mellem bopæl og uddannelsessted.

- Rent kulturelt tror jeg ikke, at Odense kan tilbyde mig lige så mange muligheder, som København kan, siger Jens Lund.

DR har talt med flere studerende, som siger, at de ikke vil flytte til den by, de studerer i, fordi de synes, byen er for lille. Men der rejses også meget på kryds og tværs af landets største byer. Sidste år blev der eksempelvis udstedt 5.100 pendler-kort til studerende, der læste i Odense og havde bopæl i København.

Pendlerkortet
  • Et almindeligt pendlerkort mellem Århus og Aalborg koster hos DSB normalt 2.510 kr. om måneden. På strækningen København - Odense koster det 3.970 kroner per måned.
  • Studerer man på en videregående uddannelse, betaler Styrelsen for Videregående Uddannelser og SU en stor del af udgiften til pendler-kortet, så de kan rejse billigt mellem bopæl og studie.
  • De studerende skal selv betale 587 kr. om måneden for pendler-kortet.
  • Den favorable pendler-ordning kostede sidste år statskassen 198,4 mio. kr.
  • Kilde: ungdomskort.dk, rejseplanen.dk, Styrelsen for Videregående Uddannelser og Statens Uddannelsesstøtte

Foreslår eftersyn af ordning

Den oprindelige idé med pendler-ordningen var ellers, at den blandt andet skulle få unge fra mindre byer til at blive boende i deres lokalområde. Derfor mener landsbyforsker ved Aalborg Universitet, Jørgen Møller, at ordningen trænger til et eftersyn.

- Vi kommer til at mangle veluddannede unge mennesker i provinsbyerne i fremtiden. Det kunne da godt være, at det skulle være sværere at komme fra København til Odense end fra Svendborg til Odense. Det kunne man godt understøtte lidt ved at gøre det mere lukrativt for dem, der pendler den rigtige vej, siger Jørgen Møller til DR Nordjylland.

Minister forsvarer pendler-rabatter

De studerendes pendler-ordning er blevet mere end 100 mio. kr. dyrere, end man regnede med, da man ændrede ordningen og lempede støttereglerne i 2010.

Til trods for det, afviser Uddannelsesministeren, der har ansvaret for ordningen, at ordningen trænger til et eftersyn.

- Vi er glade for at have givet de studerende de her muligheder. Hvert år opfordrer vi dem til at søge bredt og ikke bare kigge på deres egen by. Derfor er jeg sådan set godt tilfreds med, at der er mobilitet blandt de studerende, siger Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) til DR Nordjylland.

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Nyheder med dig

    Du er nu tilmeldt følgende nyhedsbrev(e):

    Vis alle nyhedsbreve
    Vis alle nyhedsbreve
    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: