Børn med sundhedsforsikring sendes til psykolog

Tidligere var sundhedsforsikringer forbeholdt voksne, men nu kommer børn i stor stil med på forældrenes police.

Siden 2008 er det samlede antal af sundhedsforsikrede steget med 450.000 personer.

Hovedparten af stigningen skyldes især en vækst i sundhedsforsikrede børn på 400.000, viser tal fra Forsikring & Pension baseret på indberetninger fra selskaber, der udbyder sundhedsforsikringer.

Årsagen til, at flere og flere børn får en sundhedsforsikring, er primært, at den arbejdsgiverbetalte forsikring, deres forældre har, har fået udvidet dækningen, så børnene også bliver omfattet.

- Forældrene efterspørger ganske enkelt tryghed, siger Jan V. Hansen, der er underdirektør i forsikringsselskabernes brancheorganisation Forsikring og Pension.

Bruges mest på psykologhjælp

Børnene har godt nok ikke lige så mange nedslidningsskader som voksne, men så har de til gengæld nogle andre problemer at slås med.

- De bliver mest brugt til psykologhjælp, og det hænger nok sammen med, at det er blevet moderne og mindre tabubelagt at gå til psykolog, siger Britt Hvirring Larsen, der er sundhedschef i Danica Pension, og som kan se, at både henvisninger og udgifter til børn, der benytter psykolog via sundhedsforsikringen, er steget de senere år.

I 2010 stod psykologhjælp til børn for 19 procent af de samlede udgifter ved børne-sundhedsforsikringerne. Sidste år var det tal steget til 28 procent.

Danica Pension har cirka 25.000 sundhedsforsikringer, som omfatter et eller flere børn.

Selskabet sidder på cirka 10 procent af markedet for børne-sundhedsforsikringer, og sidste år fik 215 børn psykologhjælp via deres forsikring.

Kommunale tilbud i skudlinjen

I Dansk Psykologforening vækker tallet opsigt.

- I det omfang er det et udtryk for, at der er tilbud, der ikke er tilgængelige nok i de offentlige systemer, siger Rie Rasmussen, næstformand i Dansk Psykologforening.

Når hun ser på de kommunale tilbud til børn med psykiske problemer, kan hun godt forstå, at forældrene en gang imellem trækker forsikringskortet og går til psykolog.

Men samtidig advarer Rie Rasmussen mod, at forældre bare sender børnene af sted til en privatpraktiserende psykolog, for ofte er der måske behov for en indsats, som omfatter barnets daginstitution eller skole, og her er det bedre at få de lokale, såkaldte PPR-psykologer ind over.

Jan V. Hansen fra brancheorganisation Forsikring og Pension afviser kritikken af, at forældre sender deres børn ukritisk til psykolog.

- Der sker jo ikke unødvendige behandlinger. De er visiteret fra egen læge, og psykologer udfører kun behandlinger, som der er fagligt belæg for, siger han.

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Nyheder med dig

    Du er nu tilmeldt følgende nyhedsbrev(e):

    Vis alle nyhedsbreve
    Vis alle nyhedsbreve
    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: