Alternativ cannabis-klinik lukker efter kritik

En alternativ klinik i København, der rådgiver om cannabis som medicin, lukker efter kritik.

Kræftpatienter og andre alvorligt syge danskere har siden efteråret sidste år kunne få rådgivning om cannabis som medicin på en alternativ klinik i København. Men nu lukker klinikken ned for alt rådgivning.

Det sker, efter forbrugerprogrammet Kontant i aften afslører, at klinikkens ejer blandt andet har rådgivet kræftpatienter til at droppe kemoterapi for i stedet at behandle sig selv med en olie lavet af cannabis. En olie, der er ulovlig, og som ejeren i øvrigt selv producerer og sælger for flere tusind kroner.

Og det glæder overlæge i Kræftens Bekæmpelse, Jens Oluf Bruun Pedersen.

- Det er helt uansvarligt, at uautoriserede folk udtaler sig om, hvem der skal have kemoterapi og ikke, det har vi altså speciallæger til at afgøre, siger han til Kontant.

Drop din medicin

Klinikken hedder Kanmed og kalder sig et "Center for Medicinsk Cannabis Forskning". På deres hjemmeside har der tidligere stået, at de er "et engageret team af internationale forskere og fire frivillige almen praktiserende læger, som på skift varetager konsultationerne".

Man har også kunne booke en telefonkonsultation eller en fysisk konsultation i klinikken, som ligger i København.

Klinikkens ejer hedder Henry Vincenty. Han er ikke læge. Alligevel har Kontant har talt med flere alvorligt syge mennesker, der har fået lægefaglig rådgivning af ham.

- Han fortalte mig, at jeg bare skulle stoppe med at tage alt min medicin, selvom han slet ikke vidste, hvad jeg tog, fortæller en yngre kvinde, der ønsker at være anonym.

Klinikken er væk

Men nu er klinikken åbenbart lukket. For da Kontant besøger klinikkens adresse, får de at vide, at lejemålet lige er blevet opsagt.

Og nu står der pludselig også på klinikkens hjemmeside, at de ikke varetager "sundhedsydelser, herunder ingen konsultation, rådgivning, diagnostik eller behandling."

Desuden fremgår det nu, at det er en "uafhængig sundhedsportal".

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Nyheder med dig

    Du er nu tilmeldt følgende nyhedsbrev(e):

    Vis alle nyhedsbreve
    Vis alle nyhedsbreve
    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: