Pige fængslet for at optage vold på mobiltelefonen
03. mar. 2006 16.23 Kriminalitet
Opdat.: 03. mar. 2006 16.33En 16-årig pige fra Nørrebro i København er blevet varetægtsfængslet for ved mindst en lejlighed at have optaget en grov, umotiveret voldsepisode på sin mobiltelefon, oplyser kriminalinspektør Bent Isager-Nielsen fra Frederiksberg Politi.
"Happy slapping" kaldes fænomenet blandt de unge, hvor umotiveret vold optages på mobiltelefonernes videokameraer. Fænomenet er nyt i Danmark, men er velkendt i blandt andet USA og England.
Den 16-årige pige er sigtet for medvirken til vold sammen en endnu ukendt mandlig medgerningsmand, som beskrives som mellem 15-18 år.
Umotiveret overfald
- Det var en meget grov sag, hvor en 16-årig dreng fuldstændig umotiveret blev overfaldet med knytnæveslag i hovedet. Den 16-årige pige stod lige ved siden af og filmede med sin mobiltelefon. Det blev beskrevet af vidner, som om de to havde planlagt overfaldet sammen, fortæller kriminalinspektøren, som sammen med sine kolleger nu selv har haft lejlighed til at overvære det grove overfald - på pigens mobiltelefon.
Den anden voldsepisode på pigens telefon skal efterforskes nærmere, inden der kan rejses en eventuel sag. Pigen sigtes ligeledes for en tredje voldssag, som ikke har noget med mobiltelefoner at gøre. Hun er indtil videre varetægtsfængslet til 8. marts.