12 dømt i Rust-sagen i København
07. jul. 2006 12.19 Kriminalitet
Opdat.: 07. jul. 2006 16.4712 personer er i Københavns Byret blevet idømt fængselsstraffe på mellem tre måneder og tre et halvt års fængsel i den såkaldte Rust-sag.
Sagen, som er en af de mest omtalte og usædvanlige drabssager det seneste år, drejer sig dels om et skuddrama på Christiania, og dels om et overfald på en dørmand udenfor spillestedet Cafe Rust på Nørrebro.
Handlede i nødværge
I sagen om skyderiet på Rust er dørmanden, der skød og dræbte en anden mand, blevet fri for straf, fordi han handlede i nødværge.
Episoden udspillede sig i maj 2005, hvor dørmanden i første omgang blev sigtet for drab og varetægtsfængslet. Han blev dog siden løsladt, da statsadvokaten afgjorde, at han havde handlet i nødværge.
I sagen om skyderiet på Christiania døde det uskyldige offer i kugleregnen fra en maskinpistol, men ingen er blevet tiltalt for selve drabet.
Ingen tiltalt for selve drabet
Skuddramaet på Christiania fandt sted for godt et år siden og var led i et opgør om hashhandlen på Christiania.
Det fastslog Københavns Byret, som staffede tre mænd med fængsel for at have deltaget i skyderiet, mens fire blev dømt for at have transporteret aktionsgruppen.
De hårdeste straffe faldt derfor til de tre mænd, der var med inde på Christiania under skyderiet. Det var en 32-årig, som fik tre et halvt års fængsel, en 29-årig, som blev straffet med to et halvt års fængsel og en 20-årig, som fik to års fængsel.
De fire andre, som blev dømt for at have hjulpet, fik henholdsvis et år og fire måneders fængsel, to fik et års fængsel, og en otte måneder.
32-årig dømt igen
I det parallelle sagskompleks omkring overfaldet på Cafe Rust blev seks mænd straffet med fængsel for at have overfaldet dørmanden fra Rust.
En af dem var den 32-årige, som også blev dømt i Christiania-sagen, og herudover blev fem andre mænd idømt tre måneders fængsel.
I alt blev der givet 12 domme. Syv fik fængselsstraffe for at have deltaget i skyderiet på Fristaden. Seks blev straffet for angrebet på Rust-dørmanden. Én blev helt frifundet.
Alle de dømte ankede eller udbad sig betænkningstid med henblik på at anke dommen.
Rust-sagen: 12 idømt fængselsstraffe
- Den 21. april 2005 opstod der skyderier, hvor en 26-årig mand blev dræbt, mens fem andre såret. Gerningsmændende flygtede i en bil.
- En dørmand fra Café Rust havde kendskab til det våben, der blev brugt på Christiania. Fra en af de hovedinvolverede, som var dørmandens ven, og som senere skulle vise sig at være storebroderen til den dræbte foran Rust, fik dørmanden at vide, hvem der havde været involveret i skyderiet på Christiania.
- Dørmanden besluttede sig for at formidle sin viden videre via en mellemmand til politiet. Det førte til, at dørmandens ven blev tilbageholdt af politiet.
- Efter det kom frem, at dørmanden havde sladret til politiet, truede dørmandens ven, vennens brødre og vennens venner dørmanden.
- Den 28. maj 2005 ankom otte personer til Rust, hvor dørmanden var på arbejde. Dørmanden følte sig truet, og han benyttede sig af den pistol, han havde på sig. Dørmanden trak pistolen, skød flere gange i jorden foran sin tidligere ven. Han ramte ham i låret, hvorefter han skød og dræbte den tidligere vens lillebror.
- Dørmanden blev anholdt den efterfølgende dag, og var tiltalt for drab frem til oktober 2005. Her besluttede statsadvokaten at opgive sigtelsen mod dørmanden, da han skulle have handlet i selvforsvar/nødværge.
- Den dræbtes bror blev ligesom dørmanden varetægtsfængslet efter episoden på Rust. Han lå på det tidspunkt på Rigshospitalet, fordi han var blevet skudt i låret. To dage efter episoden blev den dræbtes storebror "befriet" fra Rigshospitalet. Herefter tog han til Vestbredden, hvor lillebroderen blev begravet. Der blev udstedt en international arrestordre, hvilket fik ham til at tage tilbage til Danmark.
- Den 10. marts 2006 indledtes sagen mod de 13 tiltalte i Københavns Byret, hvor både Rust- og Christianiasagerne kørte under et. Seks var tiltalt i forbindelse med Christiania, seks i forbindelse med Rust og én i begge tilfælde.
- Den 7. juli 2006 blev 12 ud af de 13 tiltalte dømt. De 12 idømtes mellem 3 måneder og 3½ års fængsel.
- Den 21. juni 2007 skærpede Østre landsret ni af dommene, mens en enkelt fik stadfæstet sin dom fra byretten.
- Landsretten lagde tre måneders fængsel oven i straffen til storebroderen til den dræbte, der nu skal afsone i tre år og ni måneder. De øvrige tiltalte fik tilsvarende strafforhøjelser.