Brødre slipper for udvisning efter drabsdom
02. okt. 2006 13.37 Kriminalitet
Opdat.: 02. okt. 2006 13.55To brødre af palæstinensisk afstamning får alligevel lov til at blive i Danmark, når de har udstået deres straf for drab på en 18-årig mand i Korsør sidste år.
Højesteret har frifundet brødrene for udvisningen og ændrede dermed en dom fra Østre Landsret i Slagelse tidligere i år.
Højesteret fandt, at de to dømte ingen reel tilknytning havde til Jordan eller Libanon, som deres familier stammede fra, og at en udvisning derfor måtte undlades "trods karakteren og grovheden af den begåede kriminalitet".
Dømt for drab på 18-årig
Her blev brødrene, som er henholdsvis 16 år og 18 år, dømt for drabet på en 18-årig.
Det 18-årige offer døde af sine kvæstelser efter at være blevet trampet og sparket i marts sidste år.
De to brødre opsøgte ham på hans klubværelse, fordi den 18-årige havde været i diskussion med brødrene på en netcafé aftenen før.
Otte år fængsel og anbringelse
Siden blev den yngste bror, der er født og opvokset i Danmark, idømt otte års fængsel - den maksimale straf til en drabsmand under 18.
Hans ældre bror er lettere mentalt handicappet og blev dømt til anbringelse på et hospital for sindslidende.
Efter straffene skulle begge udvises for bestandigt, sagde et nævningeting i landsretten. Men brødrene ankede og har nu fået medhold.