ure, tid, smykke, time, klokken, urmager

Urmagerne vil have politiet til at tage røverierne mere alvorligt.

© Stock exchange

 

Urmagere utilfredse med politiets indsats mod røverier

19. jan. 2007 19.41 Kriminalitet

I mandags skete et voldsomt et af slagsen - et røveri mod en urmager. Det endte med, at butiksejeren greb til våben og skød efter de tre røvere og ramte én.

Så lige præcis i dén sag, har det ikke været så vanskeligt at finde i hvert fald to ud af de tre gerningsmænd. I dette tilfælde er butiksejeren til gengæld varetægtsfængslet og sigtet for drabsforsøg.

Men rigtig mange røverier mod guldsmede og urmagere bliver aldrig opklaret. Nu rejser branchen en voldsom kritik af politiets indsats for at opklare de mange røverier.

- Vi har haft en fornemmelse af, at opklaringsprocenten er ganske lav, og det må vi prøve at se, hvordan vi kan ændre. Jeg vil meget nødig tro, at politiet ikke bruger de tilstrækkelige ressourcer, siger Line Bech, der er direktør for brancheforeningen Danske Guldsmede og Urmagere.

Politiet afviser
Politiinspektør Svend Foldager Pedersen kender ikke den nøjagtige opklaringsprocent for røverier mod urmagere og guldsmede. Men han afviser, at der gøres en mindre indsats for at opklare guldsmederøverier end for eksempel bankrøverier.

- Det grove røveri bliver der brugt nøjagtig lige mange ressourcer på, hvad enten det sker hos en urmager eller i en bank. Vi har da haft mange grove røverier mod urmagere, som vi har brugt betydeligt flere ressourcer på end bankrøverier, siger Svend Foldager Pedersen.

Han er chef for efterforskningsafdelingen hos Københavns Politi.

Men de er svære
Selv om han ikke kender opklaringsprocenten, indrømmer Svend Foldager Pedersen, at tallene nok ikke er overbevisende.
 
- Disse røverier er vanskelige at opklare, for vi har ofte meget få spor at gå efter. Og kosterne ser vi praktisk talt aldrig, siger han.

Alligevel håber brancheforeningen, at politiet gør alt, hvad det kan, for at opklare sagerne hurtigt.

- Det er et must, for de skaber stor uro i branchen, siger direktør Line Bech.

Bankerne for sikre
Selv om politiinspektøren ikke kender tallene, så mener Svend Foldager Pedersen, at opklaringsprocenten for bankrøverier er højere. Han tror, det kan skyldes, at bankerne er blevet så sikre, at mange professionelle røvere kaster sig over guldsmede og urmagere i stedet.
 
- Man kan jo ikke gå ind og stjæle 100 meget dyre ure uden at have et sted af afsætte dem bagefter. Generelt er de meget organiserede, og kosterne bliver ikke her i landet bagefter. Ellers ville vi finde dem en gang imellem, siger Svend Foldager Pedersen.
 
Han kan sagtens forstå, at urmager- og guldsmedebranchen er frustreret over den ringe opklaringsprocent, men han kan ikke umiddelbart se, hvordan hans afdeling kan gøre det bedre.

Send link til:

 

TV- og radio

Seneste / Kriminalitet

Mest læste - 24 timer

Kriminalleksikon

Få styr på juraen! Slå op i DR Nyheders kriminalleksikon

 

Er dit hjem sikkert?

Tør du forlade dit hus? Gør det svært for tyven.

 
 
 
 
 
Du er her: dr.dk > Nyheder > Indland > Kriminalitet

© Copyright DR 2010. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.