Store ødelæggelser på Christianshavns Gymnasium
03. mar. 2007 08.42 Kriminalitet
Opdat.: 03. mar. 2007 10.27Nattens voldsomme uroligheder gik værst for sig på Christianshavn. En skole og et gymnasium blev hårdt ramt.
- Her ser forfærdeligt ud, jeg vader bogstaveligt talt i bøger, i glasskår og i ødelagte computere, fortæller Radioavisens Kirsten Rosing, som til morgen var inde i Christianshavns Gymnasium.
Fem lokaler på gymnasiet, som vender ud mod Christiania og Prinsessegade, er blevet hærget. Der er blevet kastet brosten ind gennem stuevinduerne og så har man sparket sig ind gennem dørene i baggården.
Amokløb
- Man er rent ud sagt gået fuldstændigt amok, samtlige reoler med 7.000 bøger er blevet væltet, bøger er blevet smidt ud gennem vinduer for at blive brændt af og et computerredigeringsrum er blevet fuldstændigt raseret, fortæller Kirsten Rosing.
Ødelæggelserne løber op i 500.000 kroner.
Gymnasiets rektor, Jens Bencke, som blev orienteret om ødelæggelserne til morgen og har været inde i de hærgede lokaler siger:
- Jeg har ikke rigtigt ord for det.
Han vurderer dog, at skolen trods ødelæggelserne godt kan fungere.