SF: Undersøg forholdene for børneporno-brugere
09. mar. 2007 13.03 Kriminalitet
Opdat.: 09. mar. 2007 13.20SF vil have justitsminister Lene Espersen til at undersøge familieforholdene for de omkring 1800 danskere, der dagligt forsøger at klikke sig ind på hjemmesider med børneporno.
Det sker for at forebygge eventuelt sexmisbrug af børn.
- Vi har en Tønder-sag frisk i erindringen, så jeg vil gerne vide, om der er kontakt til de sociale myndigheder i forhold til disse mennesker. Jeg vil vide om de selv har børn, siger SF's socialordfører Pernille Vigsø Bagge.
Politiet: Det kan ikke lade sig gøre
Rigspolitiets it-efterforskningscenter, NITEC, afviser, at det kan lade sig gøre. Leder af NITEC, Hans Henrik Jensen, siger, at det slet ikke er meningen med opgørelsen.
- Det her er et præventivt samarbejde imellem politiet og internetudbyderne, som skal bruges til at advare internetsurferne om, at de nu kommer ind på ulovlige sider. Vi får slet ingen oplysninger om, hvem disse personer er, siger lederen af NITEC til Ritzau.
SF: Aftalen må laves om
Men SF's socialordfører mener, at man i så fald må lave aftalen om, så politiet kan indhente de nødvendige personoplysninger.
- Vi må altså lade børnenes tarv komme i første række, og så er det lige meget, hvad det kræver, og hvad det koster. Det kan ikke være rigtigt, at så mange hver dag går ind på børneporno sider, siger Pernille Vigsø Bagge.
Politiet frygter, at teleudbyderne ikke vil være med, hvis det bliver en del af aftalen.
- Der er tale om et frivilligt samarbejde, og man skal sondre imellem præventivt og strafferetsligt arbejde. Det fungerer godt i sin nuværende form og vil være et stort tab, hvis det ophører, siger Hans Henrik Jensen.
Børneporno og misbrug af børn
-
I december 2002 fremsatte justitsminister Lene Espersen (K) en lovpakke i Folketinget. Lovpakken blev vedtaget med støtte fra Dansk Folkeparti.
-
Det førte blandt andet til, at straffen for udbredelse og produktion af børneporno skærpet til fængsel i op til seks år i stedet for to.
-
Straffeloven siger om misbrug af børn og børneporno:
-
§222: "Den, som har samleje med et barn under 15 år, straffes med fængsel indtil 8 år. Stk. 2. Har barnet været under 12 år, eller har gerningsmanden forskaffet sig samlejet ved tvang eller fremsættelse af trusler, kan straffen stige til fængsel indtil 12 år."
-
§235: "Den, som udbreder utugtige fotografier eller film, andre utugtige visuelle gengivelser eller lignende af personer under 18 år, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år eller under særligt skærpende omstændigheder med fængsel indtil 6 år. Som særligt skærpende omstændigheder anses navnlig tilfælde, hvor barnets liv udsættes for fare, hvor der anvendes grov vold, hvor der forvoldes barnet alvorlig skade, eller hvor der er tale om udbredelse af mere systematisk eller organiseret karakter."