10 anmeldelser om æresforbrydelser hver måned
06. dec. 2007 07.02 Kriminalitet
Opdat.: 06. dec. 2007 08.11Hver tredje dag året rundt modtager politiet anmeldelser om såkaldt æresrelaterede forbrydelser i danske indvandrerfamilier.
Det viser en opgørelse fra Rigspolitiet, der i juli sidste år blev bedt om at udforme en strategi for at bekæmpe forbrydelserne. Siden er der modtaget cirka 170 anmeldelser. Det skete på baggrund af drabet på den 19-årige Ghazala Khan, der blev myrdet af sin egen familie.
Kim Kliver, der er chef for Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter, NEC, siger til Morgenavisen Jyllands-Posten, at tallene viser, at der i høj grad er behov for en markant indsats fra alle relevante myndigheder.
Pigerne siger fra i højere grad
Han vurderer, at omfanget af kriminaliteten er langt højere, men også at især pigerne i indvandrerfamilierne i højere grad ikke accepterer de valg og de trusler, som familierne udsætter dem for.
- Vi har fået anmeldelser om især trusler, vold og drabsforsøg, og vi har rejst en del sigtelser over hele landet, siger Kim Kliver.
Det er især i familier fra Pakistan, Tyrkiet og Irak, der er problemer. Og politiet har i en del tilfælde haft mæglingsmøder på politistationerne, hvor pigerne kan møde op i sikkerhed.
Desuden er det en del af NEC's strategi at efterforske selvmord i særlige kredse som drabssager, fordi den døde kan være offer for en æresrelateret forbrydelse.
Mæglingsmøder hos politiet
Politikredsene har i en række tilfælde haft mæglingsmøder på politistationerne, hvor pigerne kan møde op i sikkerhed.
Samtidig er politiet begyndt at gå med kulturarbejdere og folk fra kvindekrisecentrene til mæglingsmøder hjemme hos familierne.
Politiet går med for at undgå de mange trusler mod blandt andre integrationskonsulenter, som Morgenavisen Jyllands-Posten har kunnet berette om de seneste dage, og flere danske politifolk har været på kurser i Storbritannien for at kunne tackle problemerne.
Selvmord kan være drab
I NEC's strategiplan fremgår det, at udenlandske erfaringer viser, at eksempelvis selvmord skal undersøges nøje, fordi den døde kan være offer for de såkaldt æresrelaterede forbrydelser, og selvmord skal derfor efterforskes som drabssager.
Samtidig kan politiet skrive en anmærkning i anmeldelserne, så pigernes opholdssted ikke udleveres til den nærmeste familie.
Familien står ofte bag forbrydelserne
I 70 procent af forbrydelserne herhjemme er det den allernærmeste familie, der står bag. Og ifølge Rigspolitiet er der i høj grad tale om forbrydelser begået af familier, der udadtil er socialt velfungerende.
Integrationskonsulent Mohammad Rafiq kalder antallet af anmeldelser for meget højt.
Han kender eksempler på piger, der er blevet klippet skaldet, fordi de har fundet sig en kæreste, eller piger, der er holdt indendørs i eget hjem i op til en måned, fordi de ikke ville, som familien ønskede.