Flere anholdt for mordplaner mod bladtegner
12. feb. 2008 07.30 Kriminalitet
Opdat.: 12. feb. 2008 10.33Ved en stor aktion har politiet til morgen anholdt flere personer, som mistænkes for planer om at myrde bladtegner Kurt Westergaard. PET siger, at formålet med aktionen er at forhindre et terrorrelateret drab.
Tre personer fra Århusområdet blev i morges anholdt for mordplaner mod Jyllands-Postens Muhammed-tegner Kurt Westergaard.
Aktionen fandt sted klokken 4.30 i morges i Gellerup Plan i Århus.
PET's chef, Jakob Scharf, skriver i en pressemeddelelse, at de anholdte gennem længere tid er blevet overvåget.
Ingen unødig risiko
- PET har ikke ønsket at løbe nogen unødig risiko og har derfor valgt at gribe ind i en meget tidlig fase for at afbryde planlægningen og gennemførelsen af drabet. Nattens indsats skal således først og fremmest ses som en præventiv foranstaltning, hvor målet er at forhindre en lovovertrædelse i at blive begået, skriver Scharf i en pressemeddelelse.
Jyllands-Postens chefredaktør Carsten Juste kendte til mordplanerne mod en af avisens bladtegnere, og han er lettet over, at politiet fik dem forpurret.
PET's tidligere operative chef, Hans Jørgen Bonnichsen, beskriver den situation, som PET har stået i, som et klassisk dilemma. Spørgsmålet er hvornår, myndighederne skal gribe ind.
Mest omtalte tegning
Kurt Westergaard er en af de 12 tegnere, som den 30. september 2005 offentliggjorde en tegning af den muslimske profet Muhammed.
Westergaards tegning blev en af de mest omtalte, han tegnede Muhammed med en bombe i turbanen.
Jyllands-Postens chefredaktør, Carsten Juste, kan ikke sige meget om aktionen, men siger, at ledelsen har været bekendt med sagen i nogle måneder.
- Vi er glade for at politiet nu har slået til og tilsyneladende har gennemført en vellykket operation, siger Carsten Juste.
Han tilføjer, at Kurt Westergaard efter omstændighederne har det godt.
Sagen om Muhammed-tegningerne

Den danske debat begyndte, da forfatteren Kåre Bluitgen ønskede at have tegninger af profeten Muhammed med i sin nye børnebog.
Den kunstner, som skulle lave tegningerne til bogen, ønskede at være anonym af frygt for repressalier fra muslimer. Ifølge Islam er det forbudt at tegne profeten Muhammed.
Kunstnerens ønske om anonymitet vakte en del medieopmærksomhed, og derfor spurgte Jyllands-Posten 40 forskellige tegnere, om de ville tegne profeten Muhammed.
12 bladtegnere indleverede tegninger af profeten til Jyllands-Posten.
Den 30. september 2005 bragte Jyllands-Posten de 12 satiriske tegninger af profeten Muhammed.
Det førte til omfattende protester blandt muslimer, og i begyndelsen af januar 2006 udviklede diskussionen om tegningerne sig til en regulær diplomatisk krise.
Blandt de internationale reaktioner var boykot af danske varer, voldsomme demonstrationer og afbrænding af Dannebrog foran danske ambassader. Flere arabiske lande trak deres ambassadører hjem fra Danmark.
I løbet af foråret 2006 aftog krisen langsomt, og de danske eksportmarkeder i de arabiske lande blev gradvist genopbygget.
Læs hvad der skete dag for dag, da krisen var på sit højeste

Muhammedkrisen medførte blandt andet boykot af danske varer.
- Danmarks eksport til de muslimske lande faldt 11,2 procent efter Muhammed-krisen.
- Mejerieksporten dykkede voldsomt, mens medicineksporten holdt skansen.
Konklusionerne fremgår af en publikation, som Danmarks statistik offentliggjorde i marts 2007.
Læs hele artiklen om Muhammedkrisens konsekvenser for dansk eksport her

Den 19. august 2007 bragte den svenske avis Nerikes Allehanda (en lokalavis i Örebro) en karikaturtegning af profeten Muhammed. Tegningen vakte røre i muslimske kredse.
Den 7. september 2007 mødtes den svenske statsminister Frederik Reinfeldt med ambassadører fra de arabiske lande.
Den 8. september 2007 gik Den Islamiske Konference Organisation (OIC) ind i sagen. Organisationen kom med en kraftig fordømmelse af tegningen i den svenske avis.
Den 15. september 2007 udlovede Al-Qaedas leder i Irak, Abu Omar al-Baghdadi, en dusør på 100.000 dollars til den, der dræber den svenske tegner.
Samtidig forlangte al-Qaeda, en undskyldning fra den svenske regering.
Al-Qaeda truede med at gå til angreb på svenske virksomheder som Volvo, Ikea, Elektrolux og Scania.