Indvandrerbande standsede gadeuro
22. mar. 2008 22.50 Kriminalitet
Opdat.: 22. mar. 2008 22.53Ledende medlemmer af indvandrerbanden Black Cobra beordrede i februar utilpassede unge til at holde op med at sætte ild til skoler, biler og containere. Det skete af hensyn til bandens narkotikasalg, skriver Berlingske Tidende.
Via aflytninger hørte politiet folkene fra Black Cobra - en af landets største og mest frygtede bander - ringe til en stribe unge i Kalundborg, Greve og Hundige.
Gik ud over forretningerne
Beskeden fra Black Cobras ledere lød, at optøjerne skulle standses, fordi de tiltrak så meget politi, at det i flere områder gjorde det vanskeligt for banden at passe deres kriminelle forretninger med blandt andet salg af stoffer.
Kim Kliver, leder af Rigspolitiets Nationale Efterforskningcenter, bekræfter oplysningerne.
- Vi fulgte de aktiviteter, som de utilpassede unge lavede i vinterferien, da vi kunne registrere, at man længere oppe i hierarkiet i banderne var irriteret på disse unge, fordi de tiltrak sig opmærksomhed fra politiet i boligområderne. Det gælder bl.a. nogle Black Cobra-folk, siger han.
Ikke kun politiet
Det var altså ikke den øgede mængde af politi på gaderne alene, der fik de utilpassede unge til at stoppe med ildspåsættelserne.
- De store har respekt i miljøet qua deres position. Og da de unge havde fået plejet deres identitet i nogle dage ved at komme på tv, gad de voksne bandemedlemmer ikke lege med længere. Det besværliggjorde deres kriminalitet, at der var et øget fokus fra politiets side, vurderer Kim Kliver.