Tunge beviser i Glasvejsagen
21. okt. 2008 06.43 Kriminalitet
Opdat.: 21. okt. 2008 08.27I dag falder der dom i terrorsagen fra Glasvej. Det er sagen mod to personer, der har fremstillet sprængstoffet TATP og udført en prøveafsprængning.
Og det er tungtvejende beviser mod de to sigtede, fortæller DR Nyheders kriminalredaktør Claus Buhr.
- PET har ret stærke beviser. Da de fik et tip, om at den hovedmistænkte var på vej hjem fra Pakistan, fyldte de hans lejlighed med kameraer og mikrofoner. Det vil sige, at de har billeder af, at han sidder og blander det hjemmelavede sprængstof TATP, mens han synger jihad-sange, siger Claus Buhr.
Ville lave fyrværkeri
Han forklarer, at det er den type bevismateriale, der har gjort det ualmindeligt svært for den sigtede og hans forsvarer, at forklare sig ud af sagen.
Men begge sigtede nægter sig skyldige. Deres forklaring af forløbet er, at de ville lave fyrværkeri.
- Problemet er bare, at TATP er et meget ustabilt sprængstof. Det bruger man ikke til at lave hjemmelavet fyrværkeri med, siger Claus Buhr.
Han peger også på politiets fund af en bombemanual gemt i en sofahynde i lejligheden på Glasvej. En bombemanual som den sigtede HK, har afskrevet under et ophold i Den Røde Moské i Islamabad, der er et af de mest ekstremistiske steder i Pakistan.
- Derudover erkender den ene af dem, at han er medlem af firmaet. Og firmaet er normalt ensbetydende med al-Qaeda, så det er meget tungt materiale imod dem, siger Claus Buhr.
Vigtig sag for PET
Han mener, at det efter de to andre terrorsager, er vigtigt for PET, at de to sigtede bliver dømt skyldige.
- Glostrupsagen var nærmest amatøragtigt ført, og Voldsmosesagen blev noget skæmmet af hele debatten om den her civile agent, der havde været inde i sagen. Det er derfor vigtigt for PET i dette tilfælde at vise, at de har styr på det, siger han.
Terrorsagen fra Glasvej
-
Natten til tirsdag den 4. september 2007 slog politiet til mod en gruppe personer, der mistænktes for at planlægge et terrorangreb. 11 adresser blev ransaget i området omkring København og otte mænd i alderen 19-29 år anholdt - senere blev endnu en anholdt.
-
Tirsdag den 25. marts rejste statsadvokaten tiltale mod tre af ni sigtede - de øvrige seks sigtelser frafaldt.
-
To er tiltalt for at have forberedt "fremstilling af en eller flere bomber til brug for en terrorhandling" og for at have fremstillet sprængstoffet TATP, også kaldet "Satans mor". De nægter sig begge skyldige.
-
Desuden har de ifølge Rigsadvokaten også foretaget en prøvesprængning af det TATP, de angiveligt nåede at fremstille. Der foreligger dog ikke oplysninger om, hvor denne prøvesprængning skulle have fundet sted.
-
Tredje mand er tiltalt for at have opfordret til bortførelser af danskere i udlandet i håbet om, at man derved kunne få de to andre tiltalte frigivet.
-
Sagen afsluttes med domsafsigelse i dag den 21. oktober.
Kilde: Ritzau