200-300 unge lavede uro i København
08. dec. 2008 22.59 Kriminalitet
Opdat.: 08. dec. 2008 23.04Politiet brugte peberspray, og fem blev anholdt, da 200-300 unge mandag aften lavede ballade ved Fisketorvet i København, oplyser politiet.
- Vi havde tidligere på dagen fået at vide, at der skulle ske noget, men vi vidste ikke hvor, siger politiets centrale vagtleder.
Muslimsk helligdag
De opstemte unge, der var samlet i anledning af en muslimsk helligdag, sloges lidt indbyrdes og provokerede andre besøgende i Fisketorvet.
Vagterne tilkaldte politiet, som brugte peberspray for at skille dem ad og prøvede at presse dem ned mod Dybbølsbro Station, hvilket bestemt ikke lagde en dæmper på de unge.
Det lykkedes til sidst politiet at splitte gruppen af unge og sende dem i forskellige retninger med S-tog. Fem af de unge blev anholdt - to for at kaste sten mod politiet, tre for at overtræde ordensbekendtgørelsen.