Jetsetkvinde tiltalt som kokainkurér
26. okt. 2009 12.24 KriminalitetEn 40-årig kvinde, der er kendt i high society miljøet i Nordsjælland, er blevet tiltalt efter Straffelovens paragraf om euforiserende stoffer, som har en straframme på 10 år. Det skriver Ekstra Bladet.
Ifølge avisen, så lyder tiltale mod hende på, at hun "i en periode fra 11. maj 2009 til den 8. juli 2009, flere steder i Storkøbenhavn og Nordsjælland, helt eller delvis med henblik på videreoverdragelse, ad flere omgange, fra en anden medtiltalt, at have modtaget ikke under 140 gram kokain."
Kvindens opgave var altså at fungere som en slags kurér for sin pusherven.
Sagen har forbindelse til rockermiljøet
En kilde siger til ekstrabladet.dk, at kvinden blandt andet blev afsløret og anholdt, fordi sagen har forbindelse til rockermiljøet, som ofte er under overvågning eller aflyttes.
Kvindens forsvarer Jørgen Lange har ingen kommentarer til anklageskriftet, men bekræfter dog, at tiltaleforholdet er blevet forkyndt for hans klient. Hvordan hun modtog dette, ønsker han ikke at svare på.
- Min eneste kommentar er ret indlysende, og det er, at hun fortsat nægter sig skyldig i tiltalen, siger han til ekstrabladet.dk.
Politiadvokat Jens Rasmussen fra Københavns Politi siger til ekstrabladet.dk, at han ikke yderligere kommentarer til anklageskriftet.