Intet spor af Maria i lejlighed
21. jan. 2010 11.31 Kriminalitet
Opdat.: 21. jan. 2010 11.46I flere aviser har det været fremme, at politiet har fundet bevis for, at den dræbte 20-årige Maria Møller Christensen har været i den nu løsladte 48-årige mands lejlighed, men det afviser politiet.
- Der har aldrig været spor af den dræbte pige i den 48 åriges lejlighed. Det står for pressens helt egen regning. Vi har gentagne gange sagt til det lokale dagblad, der først skrev historien (Dagbladet Holstebro-Struer, red.), at det ikke passede. Men uden held, siger efterforskningsleder Ole Henriksen til DR Nyheder.
Beboere afhøres igen
Han siger, at beboerne nu skal afhøres igen, og at der kommer fokus på tidligere beboere, håndværkere og lignende, som har haft adgang til bebyggelsen.
- Det er overvejende sandsynligt, at vi skal have fat i en person med adgang til ejendommen, for det har på et eller andet tidspunkt været nødvendigt at være i besiddelse af en nøgle, siger Ole Henriksen.
- I morgen får vi dna-erklæringen, og så kan vi se, om den kan bruges til at sammenligne andre spor og tidligere sager, siger han.
Kun en begrundet mistanke
Ole Henriksen siger, at politiet entydigt at interesseret i at få fat i den rigtige mand, og når den 48-årige nu løsladte mand er ude af billedet, skal det finde en anden mand et andet sted.
- Vi havde en begrundet mistanke til den ny løsladte mand, men ikke noget endegyldigt bevis, og derfor er vi nødt til at lave efterforskningen så bred, at den kan rumme, at manden ikke er gerningsmanden, siger Ole Henriksen.