Yderligere anklage mod forretningskvinde
28. jan. 2010 11.01 KriminalitetEn forretningskvinde fra samfundets øverste cirkler blev mødt af en ny anklage, da sagen mod hende gik i gang i dag i Københavns Byret.
Politiet mener nemlig, at hun også i 2006 har forsøgt at overtage yderligere 30 gram kokain.
Kvinden er i forvejen tiltalt for i sommeren sidste år at have modtaget 140 gram kokain fra en mellemmand.
Fortsat navneforbud
Da sagen gik i gang besluttede dommeren, at kvinden fortsat skal være beskyttet af et navneforbud.
I forbindelse med anholdelsen blev kvindens navn nævnt på flere internetsider, men siden grundlovsforhøret har det været forbudt at afsløre hendes identitet.
Pressen protesterede mod et fortsat navneforbud, men uden held.
- Det er ikke sagens grovhed, men alene sagens person, der tiltrækker sig pressens opmærksomhed i denne sag, lød begrundelsen fra retsformand Jørgen Lougart.