Drenge efterlod sodavandsflaske med syre
01. feb. 2010 12.12 KriminalitetTo drenge har erkendt, at de efterlod en sodavandflaske med afløbsrens ved en fodboldbane, som en ni-årig pigen drak af.
Da dn ni-årig pige fra Stenløse drak af flasken, måtte hun indlægges på Rigshospitalet på grund af de skader syren forvoldte, skriver Dagbladet Roskilde.
Pigen blev dog udskrevet forleden, og slipper tilsyneladende uden mén.
Defekt syrebombe
I forbindelse med sagen har landpolitiet foretaget efterforskning og er kommet frem til, at den væske, som den ni-årige pige drak på boldbanen, er kommet til stedet ved at en større gruppe børn fra en nærliggende skole har været på stedet for at prøve at sprænge en syrebombe.
Sprængningen af flasken lykkedes dog ikke, idet der manglede en ingrediens i flasken, hvorefter flasken blev efterladt på stedet.
Efterforskningen har vist, at nogle drenge havde fået idéen fra internettet, og to drenge under 15 år er blevet afhørt af politiet.
Ikke for at skade nogen
Drengene har erkendt, at de efterlod flasken. Det har dog ikke været deres hensigt at skade nogen.
- Det er helt klart ubetænksomhed, siger landbetjent Ulla Smith fra Jyllinge til DAGBLADET Roskilde.
Alligevel ser politiet alvorligt på sagen, idet denne type af syrebomber udgør en stor fare - både ved sprængning og som i dette tilfælde, hvor flasken med syre bliver efterladt et meget uheldigt sted.
Samtaler med flere unge
Ud over de to sigtede drenge, var der flere unge til stede på grønsværen, og landpolitiet vil følge sagen op med kriminalpræventive samtaler med de unge og deres forældre.
Sagen overdrages på grund af de sigtedes alder til de sociale myndigheder.