Zobel frygter ikke injuriesag
22. feb. 2010 16.25 KriminalitetLuften er iskold mellem de københavnske betjente og erhvervskvinden Rigmor Zobel, der tidligere på måneden fik en bøde på 20.000 kroner for køb af seks gram kokain.
Først beskyldte Rigmor Zobel på tv en navngiven betjent for at råbe trusler direkte ind hendes ansigt under et forhør og efterfølgende lyve for dommeren i Københavns Byret.
Det kaldte formanden for hovedstadens betjente i dag for noget "forbandet svineri", og betjentene overvejer nu at anlægge en injuriesag mod Rigmor Zobel.
Ikke søvnløse nætter
En trussel, som dog ikke giver Zobel søvnløse nætter.
- Dét er jeg ikke bange for. Jeg ved, hvad der blev sagt, og det gør min advokat også. Og jeg tror heller ikke, at betjentene anlægger nogen sag, lyder det fra Rigmor Zobel.
Københavns politidirektør, Johan Reimann, bad mandag Rigmor Zobel om at klage til politiet, hvis der er noget ved sagsbehandlingen, hun er utilfreds med.
Men det er allerede gjort, understreger Zobel.
- Jeg klagede allerede i august over truslerne og over, at politiet lækkede min sag til pressen. Så den klage behøver Johan Reimann ikke efterlyse, siger hun.
Lidt for poleret image
Rigmor Zobel var oprindelig tiltalt for at have plejet omgang med op mod 170 gram kokain. Men selvom hun altså kun blev dømt for en brøkdel af anklagerne, så er der især én ting, som Zobel fortryder efter retssagen.
- Jeg har nok haft et for poleret image i offentligheden i forhold til, hvad min person som helhed kan bære, siger hun.
- Jeg er ikke bare sådan en, der går rundt med fransk manicure og kun omgås advokater og konger. Jeg kender også folk fra den mørke side af Nørrebro, og det har jeg hårdnakket holdt fast i, selvom nogle af mine andre venner har undret sig. Der kunne jeg godt have været klogere, lyder det fra Rigmor Zobel.