Rumæner har tilstået drab
03. mar. 2010 17.06 Kriminalitet
Opdat.: 03. mar. 2010 18.49En 58-årig rumæner Marian Clita , der siden tirsdag aften har været eftersøgt for drabet på en norsk stewardesse på Hotel Radisson Blu Scandinavia på Amager, har meldt sig selv til politiet i Malmø.
Manden meldte sig selv til det svenske politi omkring klokken 17, hvor han af egen fri vilje troppede op på politigården i Malmø.
Københavns Politi oplyser til DR Nyheder, at manden har erkendt drabet. Ifølge DR Nyheders kriminalredaktør Claus Buhr er drabsafdelingen på Københavns Politigård helt sikker på, at de har den rigtige mand.
Måske hoteltyv
Drabschef Ove Dahl vil dog ikke bekræfte, at Marian Clita har tilstået.
- Det, vi har hørt, er, at han meldte sig selv, og hans første ord var, at han godt viste, at han var efterlyst fra København sagde, at han ikke vidste, hvorfor politiet havde efterlyst ham, siger Ove Dahl og fortsætter:
- Som det ser nu er motivet måske så simpelt, at han er en hoteltyv, der cirkulerer rundt og er kommet ind på stewardessens værelse. I hvert fald har han stjålet nogle ting fra hende: En mobiltelefon, pengepung, kreditcard osv. Det mangler hun, og det kan han have taget med. det kan være motivet, siger drabschef Ove Dahl til DR Nyheder.
Dræbt en kvinde i Danmark
Ifølge en talsmand ved svensk politi var der ingen slinger i valsen, da den mistænkte for drabet på 42-årige Vera Vildmyren troppede op på politigården i Malmø omkring kl. 16.30.
- Han kom ind i receptionen på hovedpolitistationen her i Malmø og sagde, at han havde dræbt en kvinde i Danmark, og at han var den, som var efterlyst, siger politiets talsmand i Skåne, Calle Persson, til det norske nyhedsbureau NTB.
Kort før manden meldte sig selv, lykkedes det tilsyneladende en norsk avis, at få fat i ham på telefonen. Her bekræftede manden på gebrokkent engelsk, at han var på vej i taxi til Malmø for at melde sig, men at han ikke vidste, hvorfor han var efterlyst.
Tidligere dømt for drab
Den anholdte, Marian Clita, er tidligere dømt for drab i sit hjemland, Rumænien.
Forud for rovmordet på Vera Vildmyren på hendes hotelværelse blev Marian Clita filmet af hotellets overvågningskameraer, hvor han bl.a. opholdt sig i hotellets kasino.
Den 58-årige rumæner vil tidligst blive udleveret i morgen.