Kriminelle er flittige på nettet
09. mar. 2010 06.21 Østjylland
Opdat.: 09. mar. 2010 09.43Vi lever mere og mere af vores liv på nettet og computeren - og det gør de kriminelle også. Det giver travlhed hos Rigspolitiets Nationale IT-Efterforskningscenter.
På et år er it-mængden, som IT-Efterforskningscenter har pløjet sig igennem, steget med 46 procent.
Vicepolitiinspektør Søren Thomassen, som er leder af centeret, betegner da også stigningen som voldsom, men også naturlig.
Vi gemmer mere - både lovligt og ulovligt
- Harddiske bliver større, computere bliver kraftigere - og vi lever alle sammen mere på computeren. Det vil sige, at vi gemmer informationer og billeder - og dermed, at de mængder af materialer, som vi skal håndtere indledningsvis - lovlige som ulovlige - er stigende.
- Derfor er vi nødt til at målrette vores arbejde meget afhængigt af, hvilke kriminel handling vi står overfor. Det forsøger vi at gøre sammen med politikredsene så præcist som muligt, siger vicepolitiinspektør Søren Thomassen.