Røvere brugte kamera på pind og 11 skraldebiler
07. mar. 2010 10.43 KriminalitetEn gruppe mænd spionerede flittigt, da de i sommeren 2008 forberedte kuppet mod Dansk Værdihåndtering, som mistede 62 millioner kroner ved det voldsomme røveri.
Et videokamera blev monteret på en pind og sænket otte meter ned gennem et loftvindue, så mændene fik præcise billeder af, hvordan de ansatte i sikkerhedsfirmaet i Brøndby håndterede kontanterne.
Retten må slå hul i væggen
Denne og en lang række andre detaljer om det største røveri i Danmark vil komme frem i lyset, når Retten i Glostrup fra mandag tager fat på sagen, hvor 14 mænd er tiltalt.
De fleste nægter at have haft med forbrydelsen at gøre, men to ventes at komme med et delvis tilståelse.
Over 100 personer er indkaldt som vidner i nævningesagen, som der er afsat 65 dage til i rettens kalender.
For at få plads til de mange tiltalte, deres forsvarere, tolke, nævninge, juridiske dommere og tre anklagere har håndværkere slået et hul i væggen og lavet en ny dør til retslokalet.
Holdt udkig fra nabovirksomhed
Angrebet mod Dansk Værdihåndtering blev forberedt gennem flere måneder og har udløst en kæmpemæssig efterforskning.
Men i Københavns Vestegns Politi ønsker politiinspektør Bent Isager-Nielsen ikke på forhånd røbe detaljer om opklaringsarbejdet.
Anklageskriftet fortæller om en meget grundig planlægning. Allerede i maj blev tre hurtige Audi-biler stjålet i Stockholm.
Desuden var de kriminelle gentagne gange i juli ude for at skaffe sig oplysninger om rutiner og sikkerhed hos Dansk Værdihåndtering på Kornmarksvej. For eksempel var der rekognoscering fra nabovirksomheden Milton.
11 stjålne skraldebiler
Selve kuppet skete ved halv fem-tiden om morgenen 10. august 2008. Og planlæggerne gjorde alt for at få et forspring til politiet og på at aflede ordensmagtens opmærksomhed.
Både på indfaldsvejene til politigården i Albertslund og til Dansk Værdihåndtering blev 11 stjålne skraldebiler fra vognmandsfirmaet M. Larsen i Brøndby stukket i brand.
Samtidig blev der på Roskildevej, Holbækmotorvejen og andre veje spredt partisansøm for at stoppe politiets patruljevogne.
Andre havde kørt en 22 ton tung gummiged i stilling. Den bankede kraftigt på hos Dansk Værdihåndtering, og det lykkedes at slå hul på den armerede mur.
De skrækslagne ansatte flygtede til andre lokaler, mens fire røvere med AK 47 automatvåben indtog optællingsrummet og slæbte af sted med 62 millioner kroner, som blev kørt væk i de tre Audi'er.
Partisansømmene bragte to intetanende bilister i fare på motorring 3. Dækkene punkterede, og de to biler stødte sammen.
Anholdt i grusgrav
Relativt hurtigt lykkedes det for politiet at spore Audi'erne. De var blevet kørt ned i H.C. Svendsens Grusgrav i Sengeløse og skjult i to containere. Men pengene var væk.
Betjentene fjernede diskret de tre hurtige biler og satte overvågningskameraer op ved grusgraven i håbet om at afsløre de personer, der skulle hente bilerne.
Den følgende weekend gav aktionen pote. Tre svenske mænd, heriblandt en tidligere professionel fodboldspiller, troppede op i grusgraven, hvor politiets kamera filmede mændene, mens de med hvide arbejdshandsker baksede for at åbne containerne.
Maksimumstraf er ikke nok
Den slukørede trio returnerede til Scandic Hotel, hvor de blev anholdt. Og sådan gik også med deres danske chauffør, MK. De tre er blevet dømt for forsøg på hæleri. Og det er i øvrigt også en kvinde, der hjalp sin franske eks-kæreste med at grave godt otte millioner kroner ned i en have i Odense.
Politiet fik fat i de fire millioner, men den øvrige del er udbyttet er i de forkerte hænder.
MK er blandt de 14 tiltalte i den kommende nævningesag. Han kan ikke straffes og står til anbringelse i psykiatrisk afdeling, hvis anklagerne kan bevise, at han var med i det hele.
Det tunge skyts er rettet mod de øvrige 13. De nøje forberedelser og det enorme beløb skal koste, mener anklagemyndigheden. Den normale maksimumstraf er ikke nok, og derfor skal de kunne idømmes op til 15 års fængsel, lyder kravet fra statsadvokat Kim Christiansen.