Risiko for at flugtfange laver kriminalitet
11. mar. 2010 08.51 KriminalitetDer er stor risiko for at den 28-årige mand, som stak af fra Aalborg Psykiatriske Sygehus i går, vil lave røveri, vold eller anden kriminalitet, mens han er på fri fod.
Det mener psykiater Henrik Day Poulsen.
Manden, som er sigtet for drabet på en kvindelig sagsbehandler ved Holstebro Jobcenteret, flygtede ud i friheden gennem et ulåst vindue.
Sindsyg eller afvigende
Den drabssigtede skulle have været mentalundersøgt på sygehuset. Og politiet mener, at han er farlig.
- Der er groft sagt to muligheder. Enten er personen sindsyg og har måske nogle vrangforestillinger og nogle forfølgelsesforestillinger, som kan gøre, at man mener alle er efter en, hvilket de selvfølgelig også er. Men det kan man overfortolke og derfor blive farlig, siger Henrik Day Poulsen.
- Den anden mulighed er, at man er personlighedsmæssigt meget afvigende. Man forsøger at slippe fra det, man har gjort. Og derfor kan man, især også hvis man tager stoffer, blive ganske utilregnelig.
En vifte af muligheder
Psykiateren mener, at den flygtede mand kan være til fare for personer, som han enten selv opsøger eller som tilfældigt kommer i vejen for ham.
- Det er jo klart, en person på flugt kan jo finde på hvad som helst. Har han ikke nogen penge, så skal han jo skaffe sig dem. Det kan han jo gøre igennem røveri. Har han stoftrang, skal han have penge til det, siger Henrik Day Poulsen.
- Der er en helt vifte af muligheder for at han begår fornyet kriminalitet.