Politimand fængslet for brande
17. mar. 2010 16.33 Kriminalitet
Opdat.: 17. mar. 2010 20.13En politiassistent blev i dag ved et lukket grundlovsforhør i Viborg fængslet i fire uger, sigtet for at stå bag seks påsatte brande i bydelen Balle i Silkeborg.
Politiassistenten er blandt andet sigtet for brandstiftelse mod begge sine naboer. Ved den ene brand var en 84-årig nabo ifølge anklageren i livsfare.
Desuden skal politimanden to gange have sat ild til sin egen ejendom. Ved den første brand den 20. februar nåede brandvæsnet frem, inden ilden gjorde den store skade.
Forsøg på forsikringssvig
Men anden gang, den 1. marts, medførte ildspåsættelsen omfattende skade på hans ejendom. Derfor er han også sigtet for forsøg på forsikringssvig.
Den seneste brand, som han er sigtet for, fandt sted mandag aften. Her blev der sat ild til en affaldstønde, der var stillet op ad en carport. Det skete umiddelbart efter et borgermøde, hvor de bekymrede borgere i området fik gode råd af politiet til, hvordan de skulle forholde sig.
Kærede ikke fængslingen
Efter retsmødet forklarer hans forsvarer, advokat Dorthe Horstmann, at hendes klient har forklaret sig roligt og fatter i retten, og at han stadig nægter sig skyldig.
- Men det har været et lukket retsmøde, så jeg kan ikke komme nærmere ind på, hvad han har forklaret, siger hun.
Betjenten sigtes for i alt seks brande - heraf to på sin egen bopæl. Under en af brandene var betjentens 84-årige nabo i livsfare, fremgår det af anklagerne mod politimanden.
Han valgte ikke at kære byrettens fængsling. Retsmødet blev lukket af hensyn til efterforskningen.