Når sirenen lyder
20. jun. 2008 10.27
Opdat.: 20. jun. 2008 13.37Når der sker større ulykker eller katastrofer, kan politiet varsle befolkningen ved hjælp af det elektroniske sirenevarslingssystem.
Der er opstillet i alt 1.078 elektroniske varslingssirener, som i alt 80 procent af den danske befolkning kan høre. Sirenerne står i byer med over 1.000 indbyggere. I landområder kan politiet varsle med mobile sirener.
Gå inden døre og tænd for radioen
Faresignalet består af én lyd, som stiger hurtigt og derefter falder langsomt. Lyden kommer i alt fire gange, og sirenen varer i alt 45 sekunder. Hør sirenen her.
Signalet betyder, at du skal gå inden døre, lukke alle døre og vinduer og slukke for ventilationsanlægget, hvis du har sådan ét. Herefter skal du tænde for DR eller TV 2. Her vil du få informationer om, hvordan du skal forholde dig. Læs mere om DRs information i en krisesituation her.
Faren afblæses
Når faren er overstået igen, vil en ny sirene lyde. Når faren afblæses lyder en lang ensartet tone i 45 sekunder. Hør afmeldingen her.
Herefter kan du forlade din indendørs beskyttelse og vende tilbage til dine gøremål.
Sms-ordning for døve
Hvis du er døv eller hørehæmmet, kan du hos Beredskabsstyrelsen tilmelde dig en sms-ordning, hvor du modtager en sms, hvis sirenen lyder i dit område.