Sortseere koster fyringer
20. jun. 2007 10.42 KulturHvis alle betalte deres licens, behøvede DR ikke fyre én eneste medarbejder.
Det viser en beregning, som månedsmagasinet Samvirke har lavet på baggrund af licenskontorets egne tal og Danmarks Statistiks oplysninger om boligmassen.
Mange penge at hente
I hvert niende hjem sidder der nemlig en sortseer og de snød til sammen licenskontoret for i alt 641.418.158 kroner sidste år. Det er mere end dobbelt så meget, som DR skal spare om året efter skandalen om byggeriet af DR Byen.
Lederen af licenskontorets kampagner, Lotte Boas, bekræfter Samvirkes resultat.
- Vi kan godt blive enige om, at der er cirka 300.000, der ikke betaler licens, siger hun.
Til gengæld peger Lotte Boas på, at en del lejligheder står tomme på de tidspunkter, hvor licenskontoret kører sin kampagne.
300.000 betaler ikke
Sidste år var der 306.899 sortseere og tallet er støt stigende og vil efter al sandsynlighed slå rekord i 2007.
Licenssystemets største svaghed er, ifølge Lotte Boas, at man skal selv melde sig til licenskontoret, når man køber et tv eller flytter.
Licens
-
Pr. 1. januar 2007 erstattede medielicensen farve-tv-licensen og sort/hvid-tv-licensen. Medielicensen omfatter alle apparater, der er i stand til at modtage og gengive billedprogrammer og -tjenester, herunder pc'er og visse mobiltelefoner.
-
2.267.103 hustande betalte medielicens pr. 1. januar 2007.
-
Medielicensen udgør 2.150 kr.
Se en oversigt over, hvad licensen har kostet gennem tiderne, siden der i 1925 blev indført en radiolicens på 10-15 kr.