Naja Marie Aidt får Nordisk Råds Litteraturpris

Den danske forfatter Naja Marie Aidt får Nordisk Råds Litteraturpris for novellesamlingen Bavian fra 2007. Prisen og de 350.000 kroner overrækkes i Helsingfors i oktober.

Forfatteren Naja Marie Aidt får i år Nordisk Råds Litteraturpris.

Hun får prisen for novellesamlingen Bavian, der udkom sidste år. De 15 noveller i bogen tager afsæt i en verden, som til forveksling ligner hverdagen.

- Maja Marie Aidt skriver i en yndefuld og ildevarslende realisme, der trækker virkelighedens undertoner op, så man mærker, at hverdagen hviler på et mycelium af mulige katastrofer, hedder det i begrundelsen.

Jublende glad

En jublende glad Naja Maria Aidt troede ikke sine egne ører, da hun som den første danske forfatter i otte år modtog den ærefulde pris.

- Jeg er vildt overrasket og meget glad. Jeg havde ondt i maven i morges, da jeg vågnede. Men jeg har forsøgt at dæmpe mit gemyt hele formiddagen. Det skal man jo, når man er indstillet til en pris, hvis man nu ikke får den, siger Naja Marie Aidt.

Det er det største og mest betydningsfulde legat, den 44-årige forfatter har modtaget.

- Jeg er rigtig glad for, at jeg har fået prisen for min novellesamling "Bavian". Det er en sejr for novellegenren. Jeg håber, at prisen vil få mange flere til at læse noveller, som jeg synes er et fantastisk format at læse bøger i, siger hun.

Debuterede i 1991

Naja Marie Aidt er født i 1962 og debuterede i 1991 med digtsamlingen "Så længe jeg er ung".

Hun har skrevet 8 digtsamlinger, 3 novellesamlinger, en spillefilm og en række skuespil.Litteraturprisen, der er på 350.000 kroner, bliver overrakt til Naja Marie Aidt sidst i marts i Helsingfors.

Hendes næste bog bliver nu digtsamlingen "Poesibog", som udkommer den 18. marts. Hun har skrevet otte digtsamlinger og tre novellesamlinger.

Vindere af Nordisk Råds Litteraturpris

Vindere af Nordisk Råds Litteraturpris de seneste 10 år:

2008 Naja Marie Aidt, Danmark: Bavian (novellesamling)

2007 Sara Stridsberg, Sverige: Drömfakulteten (roman)

2006 Göran Sonnevi, Sverige: Oceanen (digte)

2005 Sigurjón B. Sigurðsson, Island: Skugga-Baldur (roman under pseudonymet Sjón, dansk udgave: Skygge-Baldur)

2004 Kari Hotakainen, Finland: Löpgravsvägen (roman, dansk udgave: Hjemmefronten)

2003 Eva Ström, Sverige: Revbensstäderna (digte)(dansk udgave: Ribbensbyerne)

2002 Lars Saabye Christensen, Norge: Halvbroren (roman)

2001 Jan Kjærstad, Norge: Opdageren (roman, sidste del af trilogi om Jonas Wergeland, de øvrige bind er Forføreren og Erobreren)

2000 Henrik Nordbrandt, Danmark: Drømmebroer (digte)

1999 Pia Tafdrup, Danmark: Dronningeporten (digte).

1998 Tua Forsström, Finland: Efter att ha tilbringat natt bland hästar (digte)

Kilde: litteraturpriser.dk

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Kultur med dig

    Få dagligt nyt fra DR Kultur.

    Vis alle nyhedsbreve